Middelalderen lider stadig under sit mørke, sorte image. Perioden er for de fleste synonym med alt hvad der er primitivt, fattigt, fuld af vold, undertrykkelse og elendighed. Læg hertil en god portion overtro, intellektuelt og religiøst mørke, og der er ikke noget at sige til, at for eksempel politikere kan finde på at bruge udtrykket. "det er ren middelalder", når de vil sige noget rigtigt negativt om en modstanders synspunkter.

At middelalderen er blevet betragtet så negativt, skyldes først og fremmest renæssancens lærde, der i 1400-1500-tallet i ren selvovervurdering fandt, at det var dem, der havde genopdaget og genfødt den græske og romerske kulturarv. Det kulturelle vakuum, der havde hersket siden Romerrigets fald i 400-årenes slutning, blev kaldt "media aetas", tiden imellem, som er blevet til vores betegnelse: middelalderen. I 1700-årenes oplysningstid ændrede man ikke opfattelse af middelalderen, den var og blev for dem "gotisk barbari". Da romantikerne i 1800-årene fattede interesse for middelalderen, blev det riddervæsenet og de nationale helte, som kom i centrum. Der skabtes en version af perioden, som blot efter en anden målestok var lige så forvrænget som renæssancens. Det er disse opfattelser, som trods megen ny viden fremlagt af fagfolk stadig i dag er med til at tegne billedet af middelalderen.

I Danmark er det naturligt at lade middelalderen begynde på den tid, hvor kristendommen for alvor får indflydelse, cirka 1050, og lade perioden slutte ved reformationen 1536. Det er en definition, hvor den romersk katolske kirke får en central betydning. Det er der god grund til. Kirken i Danmark var en del af romerkirken, som udøvede sin magt og indflydelse gennem en velorganiseret administration. Kirkens mænd færdedes scenevant på tværs af landegrænserne i Europa: I Pavens arkiver i Rom ligger utallige breve, som klart viser, hvor ofte der er gået bud til og fra den pavelige administration. Abbeder og bisper rejste ind imellem flere gange årligt til kloster- og kirkemøder, pilgrimme tog på rejser til helgengravene i Europa og det Hellige Land. Unge mænd blev sendt til universiteterne i Paris, Cambridge eller en af de andre europæiske storbyer for at uddanne sig. Romerkirken havde skabt en europæisk enhedskultur med latinen som fælles sprog, og Danmark blev ved middelalderens begyndelse en del af denne kultur.

På det mentale område kom det til at betyde afgørende ændringer, i den måde man tænkte og handlede på. Kristendommen havde helt andre opfattelser af verdensbilledet, tid og rum, individ og samfund, kvinde og mand og ikke mindst af liv og død: Frygten for fortabelse i helvedesgabet og håbet om frelse i paradiset fik folk til at handle anderledes end dengang asertroen rådede.

I den materielle verden skete også afgørende nyskabelser, som peger direkte frem mod det moderne samfund. Kirkens administration og indførelse af et let anvendeligt skriftsprog fik hurtigt afsmittende virkning uden for kirken. Kongen oprettede, hvad vi i dag betegner som en centraladministration. Der blev nedskrevet love, domme, skøder, testamenter og så videre - og der blev opkrævet skatter. Det er også med indgangen til middelalderen, at der opstår egentlige byer i Danmark. Danmark er gennem hele middelalderen et udpræget landbrugssamfund, men navnlig fra 1200-årene og frem kommer byerne til at spille en stadig større rolle med monopol på handel og håndværk. På det teknologiske område studerer man oldtidens glemte opfindelser inden for eksempelvis kraftudveksling, hvilket er en væsentlig forudsætning for det dristige gotiske byggeri. Eller man søger og udnytter kinesiske opfindelser som vand- og vindmøller, papiret, uret og krudtet. Grundlæggende fordi perioden økonomisk var overordentlig fremgangsrig i Danmark såvel som i det øvrige Europa.

Middelalderen strakte sig over en 500-årig periode. Det er stort set samme tidsrum, som er gået fra middelalderen sluttede og til i dag. Her er vi ikke i tvivl om, at verden har udviklet sig meget. Når vi skal forsøge at forstå middelalderen, bør vi betragte den på samme måde. Det var en dynamisk periode, hvor samfundet ændrede sig så radikalt, at det er her, fundamentet til det moderne Europa blev lagt. Stort set alle de byer vi kender i dag, er grundlagt i middelalderen. Kongen ophørte med at rejse rundt, placerede centraladministrationen i København, og gjorde den til hovedstad. Det tidligmiddelalderlige slægtssamfund ændredes til et samfund med konge, adel, en stadig stærkere borgerstand og bønder. Man boede på landet og i byerne i huse, der ikke har adskilt sig afgørende fra dem, vi kan se på Frilandsmuseet eller i Den gamle By i Århus. Der var skoler og et universitet i København (oprettet 1479). Der var trykte bøger, og der var ure til at vise tiden. Man sejlede syd om Afrika, og Amerika var blevet opdaget. Mere kunne nævnes, men det skulle være nok til at vise, at stort set alt det vi tilskriver den oplyste renæssance, enten allerede var en realitet i middelalderen, eller havde sine rødder her.

Ingen 500-årig periode har været forskånet for skræmmende begivenheder. I middelalderen var det en klimaforværring i 1300-årene og år med misvækst og landbrugskrise, pestepedemier med jævne mellemrum fra 1348 og en fransk-engelsk "hundrede-årskrig" fra 1338-1453, der påvirkede livet i hele Europa. Men det var ikke værre ulykker end i andre perioder. Sammenlignet med tiden efter middelalderen må vi sige: tværtimod. Der har været næsten uafbrudte krige i Europa fra 1500-tallet og til 1815. Pesten fortsatte helt frem til 1700-årene, og meget tyder på, at sult og hungersnød aldrig har været så udbredt som i 1600-årene. Faktisk kan vi konstatere, at legemshøjden taget som udtryk for folkesundheden faldt drastisk i 1600-1700-årene og først nåede et gennemsnit som i middelalderen i 1950´erne.

Det er derfor af mange grunde uretfærdigt, at middelalderen stadig må trækkes med betegnelsen "den mørke middelalder", og at den endnu i dag oftest fremstilles i forbindelse med pest, 100-års krig eller med sorte, skumle kirkefolk, der uretfærdigt forfølger og brænder uskyldige som kættere på bålet.

Med udstillingen "Den Farverige Middelalder" søger Nationalmuseet at gøre op med denne opfattelse af middelalderen. Udstillingen er baseret på genstande, som har overlevet fra middelalderen til i dag. Enten ved at være blevet opbevaret i kirker, på rådhuse, herregårde, kongens kunstkammer og så videre eller de er blevet gravet frem af jorden eller havets bund ved arkæologiske undersøgelser. Genstandene kommer alt overvejende fra Nationalmuseets egne samlinger, men det har heldigvis været muligt at supplere med fund fra Det kgl. Bibliotek, Rigsarkivet, lokalmuseer og kirker.

Det "farverige" har flere betydninger. Bogstaveligt talt var middelalderen fuld af farver. Hvor farvespor dukker frem, vidner de om en lyst hos middelaldermennesket til mange og stærke farver. Uden for kirkens verden gælder det dragter, smykker, hesteudstyr, heraldikken og boligernes kalkmalede udsmykninger og vægtæpper. I kirkelige kredse udsmykningen af selve kirkebygningen med dens glasvinduer, kalkmalerier, gyldne altre og bemalede helgenfigurer, messetjenernes dragter og hele det liturgiske udstyr. Alle mennesker og institutioner signalerede deres plads i samfundet via former og farver. Fra middelalderperioden kan udstilles en del, som har overlevet, uden at det har mistet sin oprindelige farvepragt: illuminerede bøger, kalkmalerier, altertavler og kirkelige figurer, glasmalerier, tapeter, smykker, våben med videre. Men meget har mistet sin farvepragt ved slid, eller den er forsvundet under opholdet i jorden. Udstillingen vil gennem rekonstruktioner vise eksempler på, hvordan man mener, at farvepragten engang har set ud.

Det farverige skal også forstås i overført forstand som sprudlende og kontrastrig og dynamisk: Den sorte død, Hvide Krist, legen, karnevalet, dramaet, sangen og musikken, jagten og ridderturneringerne, krigen og korstogene, liturgien, magien, bogkunsten, kunsthåndværket, pilgrims- og opdagelsesrejsende.

I Nationalmuseets samlinger har vi et metalbeslag fra 1300-årene med seks månedsbilleder og flere pergamentskalendere fra omkring 1500. Kalenderne er bygget op over 12 månedsbilleder med skildringer af årets arbejder. Vi har i udstillingen valgt at tage udgangspunkt i disse billeder. De har den styrke som gennemgående tema, at de på én gang kan forstås bogstaveligt som udtryk for arbejdet i landbruget og på samme tid tolkes frit med associationer til andre sider af middelalderens tilværelse. Det kan ske uden at gøre vold på månedsbilledernes væsen, for også middelalderen forstod deres flertydighed. Tidens gang var ikke blot årets, men også menneskets - og menneskehedens - livsløb, og således kan også andre aspekter af tilværelsen kobles sammen med månederne og de stemninger, de rummer.

Ved at benytte månedsbillederne som udgangspunkt kommer landbruget også på en diskret måde til at udgøre selve rygraden i middelalderudstillingen. Det er en vigtig pointe, og vi får desuden mulighed for at understrege landbrugssamfundets årsrytme som en tidsopfattelse med ældgamle aner, der lever videre i middelalderen i kombination med kirkens år med dens helligdage og kirkefester.

Endelig anvendes tidstemaet til at pege frem mod renæssancen og vor egen tid ved at skildre, hvordan også opdelingen af dagen udbredes fra kirkens verden til at blive af afgørende vigtighed for alle af betydning i samfundet: solviser og lommeur som datidens timemanager, der har ført frem til nutidens tidsfikserede tilværelse. Tid og tidsopfattelse er udstillingens indgangs-tema.

I udstillingen er de 12 månedsbilleder inspiration til 12 temaer, som skal vise væsentlige aspekter af middelaldersamfundet: menneske, mad og medicin, det skrevne ord, billedernes tale, silke og ærlig pæl, land og by, den vide verden, magt og status,  i mellemtiden, den tekniske revolution, bed og arbejd, kirkens huse, mellem himmel og helvede.