Silke og ærlig pæl
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Middelalderens klædedragt og tøjstil fulgte den skiftende europæiske mode, både i snit og farver. Det grovere hverdagstøj blev fremstillet hjemme, medens finere
klæde af uld, bomuld og silke var handelsvarer, der blev importeret fra udlandet. Der var stor forskel på rig og fattig, og man markerede sin stand og status gennem klædedragten. I nogle tilfælde var en bestemt dragt knyttet til et erhverv eller embede. Det gjaldt således for hele den gejstlige stand.
Fremstilling af tøj og klæder af hørlærred, vadmel, uld og skind foregik hjemme, og det var kvindernes arbejde. Ved hjælp af håndten og væv blev ulden spundet og vævet, og i 1300-tallet kom spindehjulet frem. På de store markeder kunne man købe finere uldtøj fra Nederlandene, samt silke, guldbrokade og bomuld fra Sydeuropa og Orienten. De importerede klæderuller var ofte forsynet med små blyplomber som garanti for deres kvalitet.
På værksteder blev der fremstillet billedtæpper og gobeliner. De blev ved festlige lejligheder ophængt hos samfundets øverste lag, og repræsenterede store værdier. Det gjaldt også for de pragtklæder, som landets mægtigste iførte sig.
En af strudhætterne fra Herjolfsnæs
i Grønland.
De prægtige stoffer var ofte kantet og foret med pelsværk. Vigtige statussymboler udgjorde smykkerne på dragten: Spænder, knapper, bælte, påsyede små våbenmærker "maller", bjælder i kæder og fingerringe.
Moden for både mands- og kvindedragten skiftede gennem middelalderen. For mandens vedkommende fra vikingetidens løstsiddende dragt med kjortel og kappe til senmiddelalderens stramtsiddende jakke med gamacher og snabelsko. Kvindedragten ændrede sig derimod ikke så meget. Fælles for begge køn var glæden ved farver, kontraster og udsmykning.
Til kirkens hierarki hørte bestemte draget, lige fra munkenes ydmyge kutter til biskoppernes overdådige messehagler og korkåber af silke, fløjl og brokade.