Magt og status
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
I den tidlige middelalder (1000-1100-årene) var Danmark blevet samlet til ét kongerige. Kongen udøvede sin magt sammen med stormænd og Kirken. Den romersk katolske pavekirke var gennem middelalderen en slags stat i staten ledet af bisper.
På Jellingstenen skrev Harald Blåtand ca. 965, at han samlede al Danmarks land og gjorde danerne kristne. Det blev begyndelsen til en periode, der strakte sig over mere end 150 år, hvori kongen og Kirken etablerede sig.
Hængekors udført i guld og emalje. Det knyttes til Dronning Dagmars grav i Ringsted, deraf navnet. "Dagmarkorset".
Byzantisk arbejde fra 1000-årene.
Kongen havde i middelalderen ikke fast bopæl, men var sammen med sine embedsmænd konstant på farten. De tidligeste kongelige borge var: Vordingborg, Kalundborg, Gurre og senere kom anlæg som Kalø og Krogen - Kronborgs forgænger til. I dag kender vi dem kun som ruiner, men de var bygningsmæssigt helt på højde med europæisk standard, og var væsentlige signaler om kongens magt og status.
Mænd fra stormandsslægterne besatte de ledende poster i rigets administrationen og inden for Kirken.
De var allerede fra middelalderens begyndelse en del af den europæiske elite, som sendte deres unge mænd på uddannelse ved universiteterne i Europa. Af deres boliger er kun voldstederne tilbage, men i kirkerne kan man se, hvordan deres magt og status bliv synliggjort i form af stifterbilleder og herskabsgallerier.
For stormandsslægterne var det vigtigt, at mændene udmærkede sig på krigsskuepladsen og ved de turneringer, som i den senere del af middelalderen blev et væsentligt element i slægternes markering af deres magt og status.
Nyredolk fundet i Borremosen på Sjælland. Dansk-tysk arbejde fra 1300-årene.
Dolkeskeden til højre er af sølv.