Grunden til Nationalmuseets Antiksamling blev lagt for flere hundrede år siden. Allerede i middelalderen og renæssancen kom de første antikker til Danmark. Privatsamlinger hos adelige og gejstlige, Museum Wormianum og Frederik III's Kunstkammer er nogle af forløberne. Kuriosa og kunstværker i skøn forening. Her kunne man se fint udskårne stene, de såkaldte gemmer, marmorskulpturer fra Grækenland og mumier fra Ægypten udstillet sammen med etnografiske og naturhistoriske genstande. Denne "babylonske" forvirring varede ved til 1820'erne, hvor der blev foretaget en omordning af museumsvæsenet. Antikkerne blev udskilt og kom til at danne en særlig afdeling i Det Kongelige Kunstmuseum i Dronningens Tværgade. Samtidig med denne ændring begyndte i et andet regi en mere målrettet indsamling, som med tiden skulle blive af afgørende betydning for den senere Antiksamling.
I årene 1818-1822 var den unge prins Christian Frederik, den senere kong Christian VIII, på en lang rejse til flere lande i Europa. I 1819 kom han til Italien, hvor han i Napoli mødte den tidligere ærkebiskop i Tarent, Giuseppe Capece Latro. Prinsen fattede interessse for ærkebiskoppens arkæologiske samling og købte i 1820 størstedelen af den, bl. a. en stor samling vaser lavet i Syditalien i 4.-3. årh. f.Kr. I årenes løb opbyggede kongen omkring denne kerne en fornem samling af græske og romerske oldsager med hovedvægt på græske vaser.
Efter kongens død blev hans ”arkæologiske kabinet” i 1851 forenet med den lille samling af ægyptiske, græske og romerske oldsager i Kunstmuseet i Dronningens Tværgade, og det blev den navnkundige museumsmand Christian Jürgensen Thomsen, som kom til at opstille den første Antiksamling. Thomsens udstilling åbnede i 1853 i stuen i Prinsens Palais under navnet ”Antik-Cabinettet” og afspejlede hans principper om en kronologisk opbygning. I 1935/36 blev der foretaget nyopstillinger af enkelte genstandsgrupper, men det var først med realiseringen af Nationalmuseets om- og udbygning siden 1988, at det igen blev muligt at overveje grundlæggende ændringer i udstillingsform og formidlingsmetoder.
Men ændrede Antiksamlingen kun gennemgribende sin opstilling en gang i årene mellem 1853 og 1994, ændrede den sig derimod så meget desto mere i indhold. Carlsbergfondet gennemførte arkæologiske ekspeditioner til den græske ø Rhodos i årene 1902-1914 og til byen Hama i Syrien i 1930'erne. Det var dengang almindeligt, at en arkæologisk ekspedition fik en del af det udgravede materiale med hjem. Carlsbergfondet hjembragte således store samlinger fra disse to områder og overdrog dem siden som gave til Antiksamlingen. Den ægyptiske samling voksede ligeledes. Det skete bl.a. gennem Carlsbergfondets abonnement på en andel i den årlige fordeling af materiale fra de udgravninger, det engelske Egypt Exploration Society udførte i Ægypten. I årenes løb har Antiksamlingen også modtaget mange gaver fra private, ligesom adskillige fonde har støttet indkøb til samlingen. Især har Ny Carlsbergfondet spillet en rolle i udbygningen af Christian VIII's vasesamling med en lang række enestående erhvervelser og dermed på afgørende vis bidraget til, at Nationalmuseet samling af græsk keramik i dag er uden sidestykke i Nordeuropa.
Uddrag af artiklen: "En rejse omkring Middelhavet. Den ny Antiksamling på Nationalmuseet" i Nationalmuseets Abejdsmark 1995. 89-10, ved Bodil Bundgaard Rasmussen.
