Det er en del af Nationalmuseets mission at danne rammen om vekslende udstillinger, med det formål at udbrede viden om kulturhistoriske temaer og problemstillinger.
Nationalmuseets direktør er den overordnet ansvarlige for museets udstillingspolitik, og afgørelse vedr. de store udstillinger fx i Egmonthallen træffes af direktionen.
Nationalmuseet lægger ikke lokaler til udstillinger, der indeholder genstande, hvorom der kan rejses berettiget mistanke om tyveri, illegal eksport efter nationale lovgivninger, eller som på nogen måde er i modstrid med vedtagne konventioner, herunder UNESCO 1970 konventionen.
Nationalmuseet udarbejder principielt ikke udstillinger med kommercielle formål.
En anmodning om samarbejde om en udstilling vil altid blive behandlet individuelt, idet der i vurderingen af udstillingsforslaget blandt andet vil blive taget hensyn til:
Kan det foreslåede tema karakteriseres som museumsrelevant?
Lægger det foreslåede tema op til en dialog med en eller flere af museets samlinger?
Ligger det foreslåede tema i forlængelse af den forskning og viden, som Nationalmuseets samlinger rummer?
Har Nationalmuseet allerede vist/aftalt at vise en udstilling med beslægtet tema?
Kan det foreslåede tema indpasses i museets generelle udstillingsstrategi?
Er udstillingstemaet særligt aktuelt?
Appellerer udstillingen til særlige brugergrupper?
Kan udstillingen tidsmæssigt indpasses i museets udstillingskalender?
Er der økonomiske ressourcer til udstillingen?
Stiller udstillingens omfang krav om supplerende finansiering gennem fonde?
Nationalmuseet tilslutter sig FNs standardregler for ligebehandling af handicappede med hensyn til adgang til kulturarven.