De enestående genstande Fortiden bevares for eftertiden Gurreby-altertavlen Tavlens oprindelse Den gyldne baggrund Viser tavlen bønnens vej? Tavlens helgenfigurer Helgener i middelalderen Middelalderens teknikker og materialer Teamet og arbejdet Se og lyt! Konservering Links og litteratur Tapet: Gurrebys Madonna Spil: Husk en helgen < Hjem Status for arbejdet Hjem

Tavlens helgenfigurer Tavlen viser en lang række hellige mænd og kvinder. De fleste kan man genkende ved hjælp af deres attribut, dvs. genstande eller dyr, som har en vigtig betydning i vedkommendes legende Margaretha Margaretha eller Margrete er en skøn, kronet jomfru, hvis attribut ofte er en drage. På Gurreby-tavlen kan man kende hende på et grimt hovede, som stikker frem ved hendes fod. Ifølge legenden er det den gruelige drage, som hun bortjagede ved at gøre korsets tegn. Korset eller korsstaven har hun sikkert holdt i den anden hånd. Inden hun blev halshugget bad hun en sidste bøn for dem, der ville mindes hende og bede om hendes hjælp, særligt kvinder i barselsnød. Margaretha blev regnet blandt Nødhjælperne. Anna Anna var Jomfru Marias moder, og derfor mormor til Jesus.  I høj- og senmiddelalderen var Anna en meget elsket helgeninde, oftest gengivet som Anna Selvtredje. Når hun fremstilles sådan, ser man foruden hende selv også Jomfru Maria og det lille Jesusbarn. Billedet symboliserer Anna som Gudeføderskens mor. Mens andre helgeninder havde fornægtet ægteskabet og døde for deres tro som jomfruer, var Anna en helgen, som var husmor, hustru, mor og bedstemor. Som ingen anden kunne hun forstå de gifte kvinders trængsler. Blasius Blasius´ attribut er et grisehoved på et fad eller en tallerken. Det er en sjælden attribut, som indtil nu kun kendes på Gurrebytavlen i Danmark. I hans legende fortælles, at en ulv eller ulveflok havde røvet en fattig enkes eneste gris. Blasius bød, at den blev leveret tilbage, hvilket skete. Senere, da Blasius sad i fængsel, slagtede enken grisen og i taknemlighed bragte hun ham hovedet og tæerne samt brød og et lys. En anden del af legenden fortæller om hvordan han reddede en dreng, der havde fået et fiskeben i halsen. Blasius var også en af Nødhjælperne og blev særligt påkaldt af personer med halssygdomme. Martin af Tours (Morten)  Morten er ved at dele sin kappe med en tigger, der ses ved hans fødder. Sværdet i hans højre hånd, brugt til at dele kappen med, er nu gået tabt. I middelalderen var Morten bl.a. elsket for den barmhjertighed han udviste over for tiggeren. De, der bad gennem ham, kunne håbe på, at han ville fremføre deres sag sådan, at den høje dommer ville vise samme barmhjertighed. Skt. Morten er en af de få helgener, hvis festdag vi fremdeles fejrer, ved at spise and eller gås på Mortensaften.      Maria Magdalene Maria er en smuk kvinde med løsthængende hår under en turbanlignende hovedbeklædning. I hendes ene hånd ses en cylinderformet salvekrukke, Maria Magdalenes sædvanlige attribut, mens hun løfter låget af med den anden. Traditionelt gengives hendes klædedragt som ekstravagant og luksuriøs, hvilket hentyder til hendes store rigdomme og formodede udsvævende liv. I senmiddelalderen ser det ud, som om hun specielt blevet regnet for at have omsorg for ”faldne kvinder”, men hendes store popularitet fortæller snarere, at det var alle, der følte sig som syndere, som kunne søge trøst og hjælp hos hende. Jørgen Sankt Jørgen er vist som en ung, skægløs ridder i kamp med en drage, der ligger under hans fødder. I den hævede højre hånd har han sandsynligvis holdt en lanse og ved at holde sit skjold i dragens åbne gab pacificerer han den. Jørgen var riddernes værnehelgen, men var også skytshelgen for spedalskhedshospitalerne, Skt. Jørgensgårde, der lå uden for købstæderne. I sin sidste stund, inden han blev halshugget, bad han Gud om at bønhøre dem, der bad i hans navn. En stemme fra himlen svarede, at dette ville ske. Specielt i kraft heraf blev også han regnet blandt de faste Nødhjælpere.        Barbara Barbara er en kronet jomfru, hvis attribut, et tårn, normalt ikke levner tvivl om hendes identitet. Tårnet henviser til den del af legenden, hvor hun af sin hedenske fader, Dioscorus, bliver låst inde i et tårn fordi hun afviste en hedensk bejlers frieri. Som jomfru ofrede hun sit liv for Kristus og er derfor gengivet med langt, løsthængende hår og martyrkrone. Legenden fortæller også, at hun i sin dødsstund, inden hun blev halshugget, fik det løfte af Gud, at de, som ærede hende, ville blive benådet i deres sidste time, dvs. ikke skulle dø uden det sidste sakramente. I senmiddelalderen blev hun regnet blandt Nødhjælperne. Antonius Antonius bærer en kappe med hætte og har oprindeligt haft en nu forsvundet, formentlig T-formet stav i venstre hånd. En gris, et af hans vigtigste attributter, ses ved hans højre fod. Efter sædvane er han vist som en gammel, skægget mand. Ifølge legenden blev han pint af djævle og dæmoner og kunne derfor påkaldes ved heftige smerter og smitsomme sygdomme. Antonius kan lejlighedsvis regnes blandt Nødhjælperne. Kristoffer Sankt Kristoffer var én af middelalderens vigtigste helgener. Han er så godt som altid gengivet som en kæmpe med det lille Jesusbarn på skulderen og med en stor vandrestav i hånden. Navnet Kristoffer betyder Kristusbæreren. I den sene middelalder opstod den tro, at havde man set et billede af Kristoffer ville man ikke dø den dag, uden at få den sidste olie. Dengang var det en forudsætning for senere, efter Dommedag, at komme i Himmerig. Synet af kristoffer hjalp uanset om man havde set ham malet på kirkevæggen, i en altertavle eller anden afbildning. På dette felt var Kristoffer det mandlige modstykke til Barbara og ligesom hun var han én af de faste Nødhjælpere.