 |
|
 |
| Konserveringen |
 Generelt er Gurrebytavlen velbevaret, men der er områder fx som her bag de tre helgeninder, hvor den oprindelige gyldne baggrund er forsvundet.
Når konservatorerne er færdige med deres arbejde, vil Gurrebytavlen være i langt bedre stand end i dag. Men den vil ikke stråle af guld og farver som for næsten 500 år siden. Konservatorernes arbejde er at udbedre skaderne, og bevare det originale helhedsindtryk
Gurrebytavlen fra 1518 er en af de ca. 130.000 genstande i Nationalmuseets samlinger, der på nuværende tidspunkt er udpeget som kulturhistorisk genstand af Enestående National Betydning Altertavlens mere end 485 år gamle originale staffering, dvs. kridtgrund, forgyldning og farver, er generelt velbevaret, men farven sidder løst i store områder på grund af bevægelser i træet og har derfor behov for konservering. I Det arbejdende Værksted fastlægger konservatorer omhyggeligt den løse farve med lim til underlaget af træ. Samtidig fjernes gammelt snavs og støv fra overfladen. Områder med tabt guld og farve vil ikke blive genskabt og opmalet, men konservatorerne vil foretage et minimum af retouchering med vandfarve. Derfor vil tavlen efter endt konservering ikke fremstå med stærke farver og skinnende guldbaggrund som på fremstillingstidspunktet, men vil vise, hvad der er tilbage af det smukke originale materiale med tidens slitage.
|
|
|
|
|
 |