 |
|
|
Helgener i middelalderen
På Gurreby-tavlen samler en uidentificeret hellig jomfru sine hænder i bøn, og retter blikket imod Jomfru Maria. |
Helgener havde en vigtig placering i middelalderens fromhedsliv. Gennem bøn til en helgen eller flere helgener, håbede man at de ville gå i forbøn for ens sag hos Maria, Kristus eller Gud Fader
I middelalderen skulle man ære helgenerne for Guds skyld. Når man knælede for et helgenbillede, knælede man for Gud. Helgenerne måtte kun dyrkes i den forstand, at de måtte æres som Guds trofaste tjenere. Man kunne tage dem til eksempel og påkalde deres hjælp på vejen gennem livet. De kunne også tjene som forbilleder ved deres rene og dadelfrie liv og ikke mindst ved, at de havde lidt martyrdøden for Kristi skyld.
Hellige mænd og kvinder gik i forbøn
Helgenerne kunne også gå i forbøn for menneskeheden. Ved deres forbøn kunne de forstærke menneskenes egne bønner og være budbringere. En synder kunne ikke ved egen kraft nå frem til Kristus og Gud, men måtte ledes dertil ved hjælp af helgenernes forbøn og eksempel. I løbet af middelalderen blev Kristus opfattet mere og mere som den strenge dommer, der ikke ville komme menneskene til hjælp, før de havde opfyldt retfærdighedens krav. Det blev derfor nødvendigt med mellemmænd, der kunne lægge et godt ord ind. Herved blev behovet for helgenerne betragteligt udvidet, og de blev også gennem middelalderen tillagt stadigt større magt. Dog var det Gud alene, der kunne give frelse.
Himmeldronningen
Vigtigst blandt helgenerne var Jomfru Maria. Som himmelens dronning var hendes magt meget stor. Hun sad ved Kristi højre hånd og gik i forbøn for synderne. Hun befalede ikke over sin søn, men bad ham opfylde sine ønsker, ligesom han gjorde det ved brylluppet i Kana. Når Himmeldronningen gik i forbøn for nogen, fik deres bøn øget kraft, så de kunne nå frem til Guds trone. I særdeleshed sørgede Maria for, at hendes trofaste tjenere ikke døde uden skriftemål, hvilket ville betyde evig fortabelse. Synderne skulle, eventuelt gennem helgenerne, bede til Maria, som bad sin søn, og sønnen bad faderen. Maria viste Kristus sit nøgne bryst, som han havde diet ved, og sønnen viste faderen sine sår. Maria var således formidleren mellem det guddommelige og menneskene, og Guds nåde formidledes gennem hende. I middelalderen blev det derudover regnet for en fordel, at mange helgener fremførte ens bønner samtidig. Man mente også, at jo flere, der gik i forbøn, desto hurtigere blev bønnerne opfyldte. |
|
|
|
|
|
