 |
|
 |
Det dansk-norske rige 1380-1814
 Islandsk kvindedragt til festbrug fra slutningen af 1700-tallet (udsnit: hovedbeklædning).
|
De nordatlantiske områder
Island, Færøerne og Grønland var sammen med Norge kommet i union med Danmark i 1380. Island blev i landnamstiden befolket af udvandrede norske stormænd og i 930 oprettedes Altinget. I den efterfølgende tid – fristatstiden – frem til 1262 var Island et rigt og blomstrende samfund, hvor kvinderne havde en stærk position. Da Island kom under Danmark forværredes forholdene generelt. Danmark tiltvang sig et handelsmonopol i årene 1602-1787, som satte den økonomiske udvikling i stå. Til gengæld blomstrede folkekunsten.
Nationalmuseet rummer mange genstande fra den islandske hverdag under unionstiden. Især klædedragt, smykker, fint rideudstyr, æsker, kister, manglebræt m.m. De bærer ofte på stiltræk fra både vikingetid og romansk tid. Den islandske kvindedragt fra 1700-årene er fx udstyret med et metalbælte, der minder om middelalderens bælter. Den er desuden udstyret med det karakteristiske hovedtøj med en særlig vinge – faldur. Dragttypen var i brug til o. 1850, hvor den blev afløst af en islandsk nationaldragt, der blev skabt som led i den samtidige frihedsbevægelse. Den islandske kvindedragt er udstillet i ”Danmarkshistorier 1660-2000” i rum 204.
|
|
|
|
|
|
 |