|
|
 |
|
 |

|
 Etnografisk samling
Samlingernes oprindelse |

|
|
|
 |

De første samlinger
Etnografisk Samling har, som så mange andre europæiske museumssamlinger rod i 1500-tallets fyrstelige og lærde samlinger. I Europa havde man i oldtiden og middelalderen intet kendskab til "den nye verden" som indbefattede Amerika, Australien og Sydhavsøerne, og man havde meget få informationer om størstedelen af den afrikanske verdensdel og kun vage forestillinger om Asiens riger. Situationen ændredes, da de europæiske søfarere omkring år 1500 begav sig ud på deres første rejser syd om Afrika til landene omkring Det indiske Ocean og mod vest til Amerika. Mens man tidligere måtte basere sin viden om verden uden for Europa på tidlige europæiske kilder samt beretninger fra en håndfuld tidlige europæiske handelsrejsende i Asien, kunne de nye søfarere ikke blot fortælle fantastiske og til tider veldokumenterede historier, om hvad de havde set i det fjerne, men også fremvise forunderlige genstande der var fremstillet i materialer og i en farvepragt der aldrig før var set i Europa.
Kongernes kunstkamre
Disse genstande kom til Europa på en tid, hvor stadig flere fyrster satte en ære i at skabe de mest utrolige samlinger af sjældenheder eller rarieteter i deres kunstkamre. I Danmark havde allerede Christian 4. skabt en lille samling på Rosenborg, hvori der også indgik genstande fra fjerne lande, men det blev hans søn, Frederik 3., som snart efter faderens død i 1648 lagde grunden til Det kongelige Kunstkammer. I 1660'erne og 70'erne lod han opføre en særlig bygning til sin kunstkammersamling og bibliotek, som var blevet for store til at de kunne huses på det gamle Københavns Slot. I denne bygning anbragtes de fleste af de eksotiske sager i det såkaldte "Indianske Kammer". Denne del af samlingen bestod af genstande fra landene omkring Det indiske Ocean, fra Afrika samt fra Østasien, hvortil kom en stor samling genstande fra "Det tyrkiske Rige". Mange af disse genstande var gaver fra fremmede fyrster, andre var erhvervet ved bytte med andre samlinger og andet igen indkøbt fra, især hollandske, søfarere.
Ole Worms samling
Det var imidlertid ikke kun fyrster, som samlede på genstande fra fjerne lande. Også europæiske forskere havde behov for at skabe studiesamlinger, som indgik i deres udforskning af den nye verden, som i højere grad blev blotlagt af rejsende (idag ville vi kalde det globalisering), og deres forsøg på at skabe en systematik over verdens mangeartede frembringelser. Den bedst kendte af disse tidlige lærde i Danmark er forskeren og lægen Ole Worm, hvis betydelige samling efter hans død i 1654 overgik til Det kongelige Kunstkammer.
Kunstkammeret
Kunstkammeret fortsatte med at vokse op gennem 1600- og 1700-tallet. En meget stor udvidelse var overflytningen, i midten af 1700-tallet, af det hertugelige Kunstkammer på Gottorp Slot nær Slesvig. Det var ved en fredsslutning afstået til den danske konge. Dette kunstkammer, som i størrelse, alder og betydning næsten svarede til samlingen i København, omfattede både tidligere lærde samlinger og vigtige indsamlinger fra meget tidlige videnskabelige ekspeditioner. Fra samme periode stammer genstandene fra Carsten Niebuhrs forskningsrejse i den nære Orient og sagerne hjembragt fra danske handelsstationer i Indien og Kina samt Grønland. Det danske Kunstkammer blev med årene mere præget af eksotiske genstande end mange andre europæiske kunstkamre. Disse genstande, er næsten alle sammen bevaret og udgør i dag grundstammen på cirka 1000 genstande i Etnografisk Samling.
Indsamlinger i 18-1900 tallet Vor tids museum Bibliotek og fotoarkiv Medarbejdere |
 |
|