Stenalderens grave

For omkring 5000 år siden var et gigantisk byggeboom i gang i Danmark. Over en periode på ganske få hundrede år byggedes overalt i landet i tusindvis af langhøje, dysser og jættestuer. Enkelte af det første bondesamfunds komplicerede og teknologisk højtudviklede gravmonumenter findes endnu bevaret i landskabet. De vidner om en massiv omvæltning i trosforestillingerne og livsvilkårene kort efter, at man i Danmark begyndte at have husdyr og tage jorden under plov. Men storstensgravene var ikke nogen dansk opfindelse.

Da ismasserne for omtrent 15.000 år siden trak sig tilbage fra det europæiske fastland, og rensdyrene rykkede længere nordpå, fulgte også de første mennesker med. De slog sig ned i det landområde, vi i dag kender som Danmark. Gennem de følgende årtusinder levede befolkningen i dette område af jagt og fiskeri samt indsamling af bær, nødder og frugt.

Samtidig med, at man i Nordeuropa ernærede sig af naturens egne ressourcer, var en anden udvikling i gang i Mellemøsten. I det område, der i dag kendes som Den frugtbare Halvmåne, og som omfatter området omkring floderne Eufrat og Tigris, opstod omkring 9000-7000 f. Kr. de første landbrugssamfund. Herfra udbredtes kendskabet til husdyrhold og agerbrug til Europa, og der opstod efterhånden også her faste bosættelser. Omkring 6000 f. Kr. nåede kendskabet til landbruget til Grækenland, Balkan og Italien, og et årtusinde senere var det nået til Centraleuropa. Først omkring 4000 f. Kr. nåede landbruget også til det sydlige Skandinavien og afløste efterhånden den sidste fase af jæger-samlersamfundet, som i dag kendes under navnet Ertebøllekulturen.

Et internationalt fænomen