 |
|
Indtil 4000 f.Kr. |
|
 |
Ved istidens afslutning for omkring 14.500 år siden kom de første rensdyrjægere til Danmark. I de følgende årtusinder blev klimaet mildere og skoven bredte sig. De første mennesker flyttede rundt til sæsonvise bopladser for at jage, fiske og indsamle bær og nødder. I Nationalmuseets oldtidsudstilling vises en rigdom af fund fra jægerstenalderens bopladser.
Blandt de udstillede genstande er uroksen fra Vig, der fandt døden i en sjællandsk sø for næsten 10.000 år siden, efter at jægerne forgæves havde forsøgt at få ram på den. Desuden vises der eksempler på Maglemosekulturens kunst såsom en næsten 9000 år gammel amulet af rav formet som en lille bjørn. Foruden stenøkser og flintpile vises også fund fra jægerstenalderens grave.
|
  |
Da istiden sluttede |
|
|
Mennesket opstod på Afrikas varme buskstepper for 2-3 millioner år siden, men de første sikre spor af menneskets tilstedeværelse i Danmark er fra omkring 12.500 f.Kr. De første jægere overvågede rensdyrenes trækveje, og det var dét, som førte dem nordpå til Skandinavien.
Et af jagtstederne var Slotseng i Sønderjylland, hvor nogle jægere engang i begyndelsen af jægerstenalderen ventede tålmodigt ved et vandhul. Herfra kunne de spejde hen over den nærliggende sø, som renerne plejede at passere på deres efterårstræk. Da flokken dukkede op, lykkedes det mændene at skræmme dyrene ud i vandet og nedlægge et antal af de panisk svømmende rensdyr. Efter jagten fulgte nogle travle dage, hvor de parterede dyrene, skrabede skindene rene og tilskar gevirerne. Ved afrejsen blev flintredskaberne efterladt på bopladsen, og jægerne smed de afskårne gevirstumper ud i vandhullet. Det er et af de første spor efter stenalderens jægere. Fundene fra Slotseng er udstillet på Nationalmuseet.
Rensdyrjægerne flyttede ofte, rejste over store afstande og medbragte kun få ejendele. Nye flintredskaber blev lavet dér, hvor man slog sig ned. Således levede de første mennesker i Danmark i de første årtusinder.
|
  |
Elgen fra Tåderup |
|
|
Efter istidens afslutning begyndte de første skove at vokse frem, flere dyrearter kom til, og jagten gik ind på elsdyrene. Elgene åd vandplanter i de udstrakte vådområder, hvor også jægerne holdt til. Det var imidlertid ikke altid, at jægerne havde heldet med sig, og den sårede elgtyr fra Tåderup omkom, da den forsøgte at krydse en sø. Druknedøden ramte også kvinden fra Koelbjerg på Fyn for 10.500 år siden. Hun er den ældst kendte dansker.
|
 |
Urskoven |
|
|
Urskoven blev efterhånden tættere og præget af løvtræer som hassel, lind, elm og eg. Livet i skoven var hårdt, men jægerne havde tre vigtige hjælpemidler: hunde, buer og både. Om vinteren jagede Maglemosefolket storvildt og pelsdyr i skovens indre. Resten af året opholdt jægerne sig mest ved søer og åer, hvor al færdsel foregik i båd.
Uroksen var et af jægernes foretrukne jagtdyr i Maglemosekulturen. Næsten 1000 kg vejede uroksen fra Vig, da den dødeligt ramt søgte tilflugt i en sø i Odsherred omkring 8600 f.Kr. Ar på tyrens ribben viser, at den gamle kæmpe havde overlevet tidligere træfninger. Få tusind år senere, omkring 6000 f.Kr., var alle urokser udryddet på Sjælland. I Jylland overlevede mindre bestande indtil jernalderen. Det sidste eksemplar døde i Polen i 1627. |
 |
Den sunkne verden – jagt og shamanisme |
|
|
Som andre jægerfolk troede man, at der bag den synlige verden gemte sig ‘en anden verden’ befolket af usynlige kræfter. Disse ånder, som blandt andet stammede fra døde dyr og mennesker, havde stor indflydelse og kunne påvirkes gennem åndemanere (shamaner).
Musik var tæt knyttet til magi, da shamanerne gerne udførte deres ritualer til musik. Et urgammelt instrument var mundbuen, som blev spillet med mundhulen som forstærker. En 9000 år gammel mundbue fra Mullerup er verdens ældst bevarede strengeinstrument.
Allerede rensdyrjægerne vandrede langs kysterne og samlede det gyldne rav, som kan gnistre i mørke og få hår til at rejse sig på hovedet. Disse egenskaber styrkede troen på stoffets magiske kræfter. Ravsmykker var populære amuletter gennem hele stenalderen og har ofte indskårne mønstre. Også i knogler og ben indridsede man særlige mønstre og små figurer.
I takt med at havene steg, oversvømmedes de gamle jagtmarker og gav nye muligheder for fiskeri og anden udnyttelse af havets fødekilder. Folkene fra den ældste kystkultur (Kongemosekulturen) boede ved kysterne, hvor de jævnligt måtte flytte i takt med, at havet steg. I dag ligger de fleste Kongemosebopladser på havbunden. |
  |
Ertebøllekulturens køkkenmøddinger |
|
|
I det varme saltvand, som omkransede urskovslandet, trivedes muslinger, fisk, sæler og hvaler. Rigelig føde betød, at jægerne bosatte sig ved havet, hvor de levede af fiskeri og fangst. Selv om jægerne tidligt fik kontakt med de bønder, som spredte sig i Mellemeuropa omkring 5500 f.Kr., så gik der mere end 1000 år, før korn og husdyr blev bragt her til landet. Det skyldtes, at kystfiskeriet var godt.
Karakteristisk for jægerstenalderens sidste periode er de store køkkenmøddinger, affaldslag med muslingeskaller, som blandt andet er fundet ved Ertebølle i Himmerland. Stedet har givet navn til den tids jægerstenalder.
Fra Ertebøllekulturen kendes flere grave. Gravene var ikke tydeligt markeret, og skeletterne blev ofte forstyrret af senere begravelser. Karakteristiske for jægerkulturen er ”okkergrave” med pulveriseret rødokker spredt over den døde. Den blodrøde farve havde måske en magisk betydning for den dødes efterliv i åndernes verden.
|
  |
Kvinden fra Vedbæk |
|
|
Netop okkergraven fra Vedbæk, hvor en ca. 40-årig kvinde blev gravlagt med et 3-årigt barn, giver et øjebliksbillede af livet i jægerstenalderens sidste årtusinder. Ved kvindens hoved ses en hårnål af ben og et lappedykkernæb, og på brystet ligger to netknyttere af ben og knogler fra rådyrklove. To flintknive antyder, at barnet var en dreng. Amuletperlerne fra kronhjort, rådyr, vildsvin, elg, bjørn og urokse, som drengen har fået med i graven, beskyttede ham ikke, og med drengen døde familiens håb om en ny storfanger.
|
 |
Manden fra Korsør Nor |
|
|
En anden speciel grav fra denne periode blev fundet ved uddybningen af Korsør Havn i 1940´erne. Her fandt man en grav med liget af en voksen mand. De enestående gode bevaringsforhold i den våde jord har medført, at båren af grene er bevaret, ligesom det barklag, der var blevet svøbt omkring liget inden begravelsen. Ved bæltestedet lå en flækkekniv, og på kraniet ses ar efter et voldsomt slag. Korsørmanden overlevede kampen. Modstanderens skæbne er ukendt. |
|
De sidste jægere |
|
|
Strid om jagtterritorier var måske årsagen til den udbredte vold, og flere mandskranier har læsioner efter kølleslag. Men også andre våben blev taget i brug. På Bøgebakken i Vedbæk havde en gravlagt mand en spydspids siddende i halsen. Ved siden af ham lå en kvinde med en amulet af mennesketand. Kvinder og børn blev ikke skånet. Kvinden med det 3-årige barn fra Vedbæk fik et uhyggeligt slag i nakken. På Dyrholmen lå knoglerne af et skalperet barn. Det kunne gå voldsomt for sig. |
 |
|
