Jens Langknivs Hule

" Et Oldtidsminde paa den fordums Alhede, enestaaende i vid Omkreds og derfor kendt i Folkemunde, har forrige Sommer været Genstand for en Undersøgelse og Genopretning, der ikke blot har gjort Mindesmærket til en særlig Seværdighed i Egnen, men ogsaa har haft Held til at bringe et og andet arkæologisk Nyt". Med disse ord indledte arkæologen Hans Kjær i 1932 sin artikel i 'Nationalmuseets Arbejdsmark' om langhøjen Jens Langknivs Hule tæt ved Karup.

Men bagved de flotte ord lå dog det faktum, at restaureringsopgaven på den jyske alhede var opstået på baggrund af en anonym skrivelse til Nationalmuseet. Det var "En Ven af vore Oldtidsminder", som i marts måned 1930 havde rettet henvendelse til museet for at fortælle, at skovrider Arendrup var i færd med en udgravning af Jens Langknivs Hule, der lå i Ulvedal Plantage. Museet var ikke sen til at reagere, og allerede samme dag som man modtog det anonyme brev, afsendtes en skrivelse til skovrideren. Også en anden lokal beboer, en mand fra Thorning, tog mod til sig, tog telefonen og ringede for første gang i sit liv til København. Ifølge den lokale mand var det planen, at en af langhøjens største randsten skulle køres bort for at anvendes som mindesten for forstinspektør Brüel, der havde været foregangsmand ved oprettelsen af de lokale plantager. Om denne udlægning af sagen var sand er uvis. Skovrider Arendrups forklaring lød nemlig på, at Jens Langknivs Hule efterhånden var så godt som forsvundet og dækket af jord, og at han nu havde besluttet sig for at gøre noget ved sagen. En nedbrydning af stenaldergraven var der ikke tale om.

Allerede i 1839 fortælles det i Frederik Carstens "Bemærkninger over Alheden og dens Colonier", at der omtrent midt på Alheden findes flere gravhøje, og en nærmere beskrivelse af en af disse kunne godt dreje sig om Jens Langknivs Hule. Imidlertid ser det ud til, at kendskabet til langdyssen forsvandt i de følgende år, idet en avisartikel i efteråret 1872 fortæller, at man dette forår havde opdaget et interessant oldtidsminde i Ulvedal Plantage ved planeringen af en vej på det højeste sted i skoven. En lokal skovbetjent foretog en mindre undersøgelse og fandt her flere gravkamre i langdyssen. Først i 1879-80 kom Nationalmuseet forbi og foretog en mindre undersøgelse. Det var den senere direktør for museet, arkæologen Sophus Müller, som forestod undersøgelsen. Udgravningen i 1879-80 afslørede den først kendte genstand fra Jens Langknivs Hule: en ravperle som Sophus Müller mente måtte være fra stenalderen.

Ved restaureringen i begyndelsen af 1930erne opmålte man langdyssen og kunne da konstatere, at den var 36 meter lang og 7,5 meter bred. Begge de storstensgrave, man fandt i langhøjen, blev opfattet som hellekister fra bondestenalderens slutning. Langt de fleste langdysser stammer imidlertid fra begyndelsen af bondestenalderen, inden man begyndte bygningen af jættestuerne.

Kombinationen af ældre og nyere gravtraditioner fik Hans Kjær til at tænke på, at befolkningen på den jyske alhede i bondestenalderen givetvis har været en isoleret gruppe, som ikke havde megen kontakt med omgivelserne. Traditionen med langdysserne hører således normalt til i bondestenalderens begyndelse, mens hellekister hører til i storstensgravenes sidste fase. Spørgsmålet er så, om Hans Kjær har ret i, at der er tale om hellekister; det kan også være dyssekamre, og herved vil det kronologiske problem være løst.

Ved oprensningen af det ene kammer fandt man nogle flintflækker, hvoraf to med sikkerhed har været anvendt som ildsten. Lidt udenfor randstenskæden fandt man også en armring fra bronzealderens sidste fase. Den meget fint forarbejdede bronzering, som kun havde enkelte små støbefejl, overraskede Hans Kjær. Ikke mindst da den blev fundet på en "saa afsides Egn" som Alheden. En intensiv eftersøgning efter flere bronzeringe gav dog ikke nogen resultater.

Navnet Jens Langknivs Hule stammer fra sagnene om Jens Langkniv, der omkring år 1600 holdt til i Midtjylland. Det er især Jeppe Aakjær og Steen Steensen Blicher, som i 1800-tallet har været med til at forme de historier, som endnu i dag fortælles om Jens Langkniv. Røverhistorierne om Jens Langkniv blev også viderefortalt mand og mand imellem på Alheden og var med til at give indtryk af Jens Langknivs særprægede livshistorie. Ifølge overleveringen skulle Jens Langkniv således have været særlig god til at kaste med kniv. Kniven skulle angiveligt have været bundet fast i en snor, så han hurtigt kunne trække den til sig igen. Istedet for at fremstille Jens Langkniv som den røver, han i virkeligheden var, lod Blicher ham fremstå som en helteskikkelse i stil med Robin Hood. Efter sigende skulle Jens Langkniv have holdt til ved den langhøj, som senere fik betegnelsen Jens Langknivs Hule. Om denne historie er sand, er dog for længst forsvundet i historiens glemsel, men fra de skriftlige kilder vides det, at Jens Langkniv i slutningen af 1500-tallet opholdt sig i Himmerland.

Videre læsning

Fakta om Jens Langknivs Hule

Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne