|
|
 |
|
|
|
INDONESIEN |
|
RUM 159-160 |
|
 |
Republiken Indonesien strækker sig langs begge sider af Ækvator mellem Bagindien og Australien. Den består af mere end 15.000 øer af højst forskellig størrelse, fra ganske små, ubeboede holme til jordens trediestørste ø, Borneo. Befolkningen udgør ca. 190 mio. indbyggere. Størstedelen af indoneserne taler forskellige austronesiskemalayiske sprog, ligesom befolkningerne i Malaysia og Philippinerne, som de også kulturelt er beslægtet med. Begunstiget af et tropisk klima og frugtbar jord er agerbrug baseret på risdyrkning gennemgående det vigtigste erhverv.
Påvirkninger fra Asiens fastland har siden stenalderen haft indflydelse på Indonesiens kultur. Ved vor tidsregnings begyndelse bragte indiske kolonister hinduismen og senere buddhismen til Indonesien, og store hinduriger opstod på Java og Sumatra. I 1200-tallet trængte islam frem, fortrinsvis fra Indien, og blev omkring 1500 den fremherskende religion. I dag er ca. 90% af befolkningen muslimer, hvoraf de fleste bor på Java og Sumatra. I begyndelsen af 1500-tallet nåede portugiserne til Indonesien, men det blev hollænderne, som koloniserede størstedelen af området. Efter 2. Verdenskrig blev Indonesien en selvstændig republik.
Den indonesiske befolkning består af mange folkeslag med forskellig sprog og kultur. Til trods for at næsten hele Javas befolkning nu er muslimer, spores den hinduistiske kulturpåvirkning stadig. Det gælder især indenfor teaterkunsten, hvor ikke mindst skyggespillet bygger på de gamle indiske heltedigte, Ramayana og Mahabharata. Ellers er det især på Bali, man møder hinduismen, her opblandet med buddhisme og ældre religion. Da det sidste javanske hindurige omkring år 1500 gik under, flygtede hoffet til Bali, og her fik islam aldrig fodfæste. Risavl på terrasserede, overrislede marker er grundlaget for kulturen på Java og Bali, hvorfra samtlige udstillings-genstande i rum 159 stammer.
Ældre kulturformer findes udbredt over store områder, især på afsides liggende øer og i det indre af de større øer, rum 160. I disse områder spiller forfædre- og naturånder en stor rolle, og risdyrkning er i reglen forbundet med religiøse ceremonier. Tidligere var mindre områder ofte i krig med hinanden, og hovedjagt var almindelig. De dræbtes hoveder var ikke blot krigstrofæer, men skaffede også magisk kraft til sejrherren. I mange af disse områder med ældre kultur er kristendom og islam i nyere tid trængt frem.
I det indre af Kalimantan og dens nordlige, malaysiske del, som stadig betegnes Borneo, lever adskillige folkeslag, ofte under ét betegnet som dajaker. Disse folk lever af risavl og jagt. Det indre af øen består af vanskelig tilgængelig jungle, og floderne fungerer derfor som færdselsveje. Befolkningen bor langs floden, nogle steder i langhuse, der kan rumme en hel landsby.
Vest for Sumatra ligger den lille ø Nias, hvis befolkning lever i landsbyer, hver med sin høvding. Også her er risavl bærende erhverv, og forfaderdyrkelse spiller en vigtig rolle, medens hindupåvirkning er ubetydelig.
Hos batakerne i det nordlige Sumatra forekommer guder med hindu-forbilleder i den traditionelle religion. Batakerne har deres eget skriftsprog med oprindelse i indisk skrift. Også de dyrker ris på kunstvandede marker.
|
   |
|
