Hulbjerg

Da Nationalmuseets arkæolog kom forbi jættestuen Hulbjerg på det sydlige Langeland i 1874, lå der omkring gravhøjen yderligere seks storstensgrave. Knapt hundrede år senere var Hulbjerg den eneste tilbageværende, og den blev restaureret af Langelands Museum i foråret 1960.

 
Hvis man en dag i 1950erne var kommet forbi jættestuen Hulbjerg på Langelands sydspids, ville man blive mødt af en gravhøj overgroet med et tæt uigennemtrængeligt krat. Derfor besluttede det lokale museum, Langelands Museum, i foråret 1960, at gøre noget ved problemet.

Allerede i 1874 var Nationalmuseets arkæolog, Henry Petersen, kommet forbi stedet og havde her konstateret, at der indenfor et 800x1400 meter stort område fandtes intet mindre end syv jættestuer og stendysser. Men da Langelands Museum i 1960erne tog fat på rydningen af den bevoksede Hulbjerg, var jættestuen den eneste tilbageværende megalitgrav i området. I slutningen af 1800-tallet var samtlige øvrige dysser og jættestuer blevet jævnet med jorden. Også den jættestue, som lå på den modsatte side af vejen – lige overfor Hulbjerg – var forsvundet fra jordens overflade.

Det var Hakon Berg, som kom til at stå for den kombinerede restaurerings- og udgravningsopgave. Netop Hakon Berg fra Langelands Museum havde gennem mange år interesseret sig for øens stenalder, og det var bestemt ikke første gang han kastede sig over istandsættelsen af en af Langelands megalitgrave. Også de lokale medier på øen viste stor interesse for museets projekt, og til en af øens aviser forklarede Hakon Berg, at ”det er meningen, at hele højen skal graves ud, og grunden til, at man gør så meget ud af udgravningen, er denne, at jættestuen er mere velbevaret end mange andre. Desuden er den meget fint konstrueret, og vore forfædre har gjort et særdeles godt stykke arbejde for at få graven til at stå, som den blev bygget”.

Den opgave, som Hakon Berg havde kastet sig over, var dog ikke let. Hele gravkammeret, der har en længde på 5-6 meter og en bredde på 2 meter, var fyldt med jord, ligesom en af de tre dæksten var skredet ned i kammeret; en fjerde dæksten manglede helt. Formentlig har man på et tidspunkt også forsøgt at destruere denne jættestue.

Interessen for det store projekt ved Bagenkop blev bestemt ikke mindre, da det viste sig, at gravkammeret indeholdt flere skeletter og oldsager. Blandt andet dukkede der to lerkar, en ravperle og nogle redskaber af flint op inde i gravkammerets indre. Udgravningen tog dog sin tid, da pensler og graveskeer var Hakon Bergs og hans hjælperes vigtigste arbejdsredskaber.

Hver morgen ved sekstiden startede Hakon Berg sin scooter og kørte fra Langelands hovedby, Rudkøbing, sydpå til jættestuen ved Bagenkop. Dagen igennem blev der målt, fotograferet, skrabet og penslet for at få de tusindårige fund frem for dagens lys, og først sent på eftermiddagen gik turen atter nordpå. Foråret blev hurtigt afløst af sommeren, og senere satte også efteråret ind, men Hakon Berg fortsatte sine undersøgelser. Først da en influenza truede med at blive permanent, opgav han i slutningen af november 1960 at fortsætte udgravningen. Næste forår fortsattes dog arbejdet, og snart efter stod Hulbjerg, som da den blev opført for mere end 5000 år siden. Med opgaven på Langelands sydspids mente Hakon Berg dog, at hans arbejde med øens stenalder måtte være overstået: ” I den sidste halve snes år har jeg udgravet en hel del stenaldergrave og stenalderbopladser. Nu skal det, om jeg så må sige, fordøjes, og det ville jo også være rart at få mulighed for at forsøge at få et samlet overblik over de resultater, der er gjort, og dermed over den tid, der er tale om”.

Fakta om Hulbjerg

Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne