Buddhismen, der er en af de store verdensreligioner, blev grundlagt i Nordindien omkring år 500 f.Kr. af fyrstesønnen Sidharta Gautama, kendt som Buddha Sakyamuni. Buddhas lære bygger på iagttagelser af menneskets liv og færden. Den lægger vægt på askese, selverkendelse gennem meditation og erkendelse af årsagssammenhængene i tilværelsen. Buddha prædikede, at det enkelte menneskes handlinger, både de gode og de dårlige, resulterer i fremtidige genfødsler i henholdsvis bedre og dårligere former for eksistens. Dette evige kredsløb af genfødsler opfattes som et fængsel, og kun ved at bryde det mønster af handlinger og tanker, der forårsager det, kan den endelige befrielse, nirvana, opnås.
To hundrede år efter Buddhas død blev de første buddhistiske skrifter nedskrevet og samlet i den såkaldte tripitaka (De tre Kurve), som omfatter sutraerne (Buddhas belæringer) og kommentarværker samt værker om etik og munkedisciplin. Omkring det 3. årh. f.Kr. blev buddhismen splittet op i to hovedgrupper: En munkeorienteret tradition og en mere bredt folkelig orienteret tradition, og med tiden blev skellet mellem disse to retninger stadig større. De to retninger benævnes hinayana (Det lille Fartøj) og mahayana (Det store Fartøj).
Tilhængerne af hinayana er forblevet tro mod det de opfatter som Buddhas sande lære. Munkeordenen er centret for det religiøse liv, og gennem meditation og religiøse handlinger er det op til hvert enkelt menneske at opnå befrielse fra genfødsler. Hinayana-buddhismen findes i dag på Sri Lanka og i Bagindien.
Mahayana-buddhismen henvender sig til enhver troende buddhist og lægger stor vægt på social aktivitet og uselviskhed igennem praktisk handling. I mahayana-buddhismen findes i tusindvis af buddhaer, og Buddha Sakyamuni betragtes blot som en blandt mange, der med regelmæssige mellemrum genfødes på jorden. Idealet er bodhisattva'er (kommende buddhaer), der ved at lade sig genføde kan hjælpe levende væsener frem mod nirvana. Mahayana-buddhismens hellige skrifter omfatter foruden de fleste af hinayana-traditionens tekster også et meget stort antal kommentarværker og selvstændige afhandlinger om særlige sider af buddhismen.
I Østasien findes en lang række mahayana-skoler, der hver bygger på særlige tekster eller udøvelsesmåder. En af de største og mest populære er Det rene Lands skole. Inden for denne vil alle, der blot af et oprigtigt hjerte tror på Amitabha Buddha (Den evige Buddha), blive genfødt i et buddhistisk paradis, der opfattes som en slags mellemstation til nirvana. Zen-buddhismen er en mahayana-skole, som lægger særlig vægt på meditation. Den blev i følge traditionen grundlagt i Kina omkring år 520 af den indiske munk Bodhidharma. I 1200-tallet blev læren officielt indført i Japan, hvor den blev tæt forbundet med samuraiklassen. Her blev den grundlag for en streng, æstetisk livsstil, som kom til udtryk i maleri og poesi, i teceremoni samt ceremoniel bueskydning og specielle kampformer.
Tantrisk buddhisme, også kaldet vajrayana (Diamantfartøjet), er en undergruppe af mahayana. I denne tradition lægges der stor vægt på ritualer, magi og forskellige former for yoga. Askese og lang tids isoleret tilbagetrukkenhed i meditation er almindelig. Denne tradition er fortrinsvis udbredt i Tibet og Mongoliet, hvor dens munke kaldes for lamaer. Tantrisk buddhisme kendes også i Japan i den såkaldte shingon sekt.
Geografisk set spredtes hinayana-buddhismen fortrinsvis til Sydindien og Sri Lanka samt i Sydøstasien, medens mahayana dominerede i Nordindien, i Tibet og i hele Østasien, inklusive Kina, Korea og Japan samt Vietnam. I dag findes hinayana-buddhismen under navnet theravada på Sri Lanka, i Thailand, Cambodia, Laos, Burma og i den sydlige del af Vietnam. Mahayana-buddhismens findes i dag i Nepal, Tibet, Mongoliet, Kina, Korea, Japan og den nordlige del af Vietnam.
|
|
