 |
|
TURKESTAN |
|
RUM 168 |
|
 |
I Etnografisk Samling findes i dag ca. 700 genstande fra Russisk Turkestan, som var en betegnelse brugt omkring år 1900 for området, der i dag udgøres af de selvstændige stater Usbekistan, Turkmenistan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Kasakhstan. Næsten alle genstandene stammer fra to danske ekspeditioner foretaget i 1896-97 og 1898-99 under ledelse af premierløjtnant Ole Olufsen, senere generalsekretær i Det Kongelige Danske Geografiske Selskab. Ekspeditionerne gik fra Det Kaspiske Hav i vest til den kinesiske grænse i øst med Pamirs enorme bjergmassiver, det vindomsuste Verdens Tag.
En kompleks samfundsopbygning i hastig forandring fandtes i dette kulturområde, der i årtusinder havde modtaget den ene bølge af indvandrende folkeslag efter den anden. Livet udspilledes i en broget mosaik af bønder, nomader og byfolk på tværs af etnisk tilhørsforhold, stamme- og statssamfund. Etnisk var befolkningen sammensat af turkmener, usbeker og kirgiser, som alle talte beslægtede tyrkiske sprog og var sunni muslimer. Med sprog af den vestpersiske gren fandtes i området mange tadsjiker, af hvilke de, der boede i lavlandet, overvejende var sunni muslimer. I Pamirs isolerede dalstrøg talte befolkningen sprog af den østpersiske gren og var shia muslimer. I emiratet Bukhara og khanatet Khiva var usbekisk dominerende dagligsprog, mens tadsjikisk var det lærde sprog som tillige benyttedes inden for handel og administration. I byerne levede desuden jøder, indere og andre folkeslag. Omkring år 1900 beretter tilrejsende fra Bukharas basar, at der hørtes op mod 25 forskellige sprog. Med hensyn til race, sprog og religion var flere af disse etniske grupperinger således forskellige, men kulturelt udviste de dog mange fællestræk. Dette betød, at det etniske tilhørsforhold trådte i baggrunden til fordel for de sociale skillelinier mellem høj og lav, mellem rig og fattig.
Ved at iføre sig kostbare klæder gjorde overklassen opmærksom på sin høje sociale rang. Kostbare guldindlagte knive sad i mændenes bælter, som hos usbekerne og tadsjikerne var dekoreret med beslag af guld, sølv og plant slebne turkiser. Den centralasiatiske livsform i lavlandets oaser, stepper og ørkener var baseret på en udpræget rytterkultur, hvor hesten nærmest blev opfattet som en direkte forlængelse af mandens krop. Derfor var det nærliggende at benytte rideudstyret som statussymbol. Kunstfærdigt forarbejdede sadler og remme beslået med guld, sølv og ædle stene var karakteristiske for fyrsterne og formuende byboere og blev også brugt blandt de mest velhavende turkmenske nomader. Turkmenerne var fra gammel tid organiseret i mere eller mindre selvstyrende stammer.
Overklassens kvinder bar smykker svarende til familiens økonomiske status. I hjemmene var meget af husgerådet af metal, der ligesom smykker og våben var fremstillede af højt specialiserede byhåndværkere, der forstod at dekorere metallet med graverede og ciselerede ornamenter. Hjemmebroderede vægtæpper, paneler, sengetæpper m.v. prydede rummene i de riges permanente boliger. Kvinder og børn, som ikke behøvede at deltage i arbejdet uden for husets fire vægge, gik i kunstfærdigt broderede klæder. De turkmenske nomadekvinder udsmykkede deres filttelte med fint knyttede tæpper, poser og teltgjorder med stammernes traditionelle motiver og broderede fine kåber og kalotter til familien.
Især fyrstebyen Bukhara var kendt for fremstillingen af fløjl dekoreret med tungt sølvÓý og guldtrådsbroderi og af luksuriøse klædedragter af ikatÓývævet silke fra højt specialiserede jødiske værksteder. Af silkefløjl fremstilledes kaftaner (frakker), bukser, bælter og sko, der blev broderet med metaltråd, ligeledes fremstillet i specialværksteder, flere i nær tilknytning til fyrstens (emirens) hof. Emiren delte kaftaner ud til hoffolk, betydningsfulde borgere og udenlandske besøgende, og han fastsatte for eksempel regler for, at jøder ikke måtte vise sig offentligt i spraglede kaftaner.
De udstillede genstande afspejler især overklassens liv omkring år 1900 langs resterne af den gamle Silkevej og indsamlerens fascination af den østerlandske pragt. Samlingen af genstande har stor bredde i etnisk og geografisk henseende og er anskaffet i sidste øjeblik. I byerne gik de gamle håndværksteknikker og former for ornamentering til grunde i årene efter 1900, og basarernes håndværksprodukter blev erstattet af russisk fremstillede industrivarer.
Genstandene i rum 168 er udvalgt fra Ole Olufsens samling.
|
|
|
