|
En nysgerrig landmand brød i 1870erne ind i den 5200 år gamle jættestue Kjephøj på Lolland, og inde i gravkammeret fandt han sporene efter nogle af Danmarks første bønder.
Under den landsdækkende rundrejse i 1800-tallets sidste årtier til de mange endnu eksisterende fortidsminder faldt vejen også forbi Kældernæs på Lolland i 1877 . Det var arkæologen Conrad Engelhardt og tegneren Magnus Petersen, som var i færd med at registrere alle kendte gravhøje, dysser, jættestuer og andre fortidsminder i sognet. Under denne rundrejse kom de også forbi Kældernæs-jættestuen, eller Kjephøj, som den også kaldtes efter den familie, som ejede den jord, hvorpå storstensgraven lå. Det viste sig da, at den lokale landmand, Hemming Hansen Kjep, kort forinden havde udgravet jættestuen. Ved at grave sig ind i højens vestside var han stødt ind i jættestuens gavl og havde her fjernet en af bærestenene. Denne åbning ind i jættestuen eksisterer endnu i dag, og man kan altså kravle ind samme vej som Hemming Hansen Kjep gjorde det i 1870erne. Man kan dog også vælge at kravle ind gennem den oprindelige indgang, som man gjorde i bondestenalderen for over 5000 år siden.
Da Kjep brød ind i jættestuen, var gravkammeret fyldt med jord, som fyldte kammeret op til midten af bærestenene. Ved at grave sig ned gennem disse jordlag lykkedes det at finde et skelet samt flere genstande af flint. Blandt andet det, som man dengang betegnede som ”Flintspyd”, ”Kiler” og en ”Harpunspids”. Oldsagerne havde Hemming Hansen Kjep taget med hjem til gården, og efterfølgende bestilte han et specialfremstillet glasskab, hvori genstandene blev anbragt. I det hele taget havde familien Kjep passet godt på deres gravhøj efter udgravningen, og under museumsfolkenes besøg i 1877 gik Kjep med til at lade gravhøjen frede. Som tak sendte ”Directionen for de antikvariske Mindesmærker i Danmark” et sølvbæger med en særlig indskrift.
Siden udgravningen i 1870erne har der kun været aktivitet ved Kjephøj nogle ganske få gange. Første gang var i efteråret 1898, hvor en kustode fra Lolland-Falsters Stiftsmuseum efter Nationalmuseets anvisninger ordnede et par mindre ting. Eksempelvis rejste han et par bæresten i gravkammerets vestside, hvor Kjep nogle årtier tidligere var trængt ind. Igen i 1909 var der museumsfolk på stedet. Det drejede sig om konservator Gustav Rosenberg, som var en erfaren mand i restaureringen af bondestenalderens storstensgrave, og museumsbetjent Julius Raklev, som siden fulgte i fodsporene på Rosenberg og blev en af dansk megalit-restaurerings store personligheder. En del tørmure blev repareret med tidens vidundermiddel, cement, ligesom en jernlåge og et gitter blev sat op ved jættestuens indgang og gavl. Brugen af cement virker set med nutidens øjne noget voldsom, især da hverken Rosenberg eller Raklev sparede på cementen. I disse år blev brugt store mængder cement, og ikke altid med et lige heldigt resultat. Ved restaureringer i dag forsøger man derfor at rette op på fortidens synder, ligesom man i høj grad forsøger at bibeholde storstensgravenes oprindelige udseende.
Ved et besøg i begyndelsen af 1970erne konstateredes det, at indgangen var fyldt med jord og tilgroet med buske og træer. Gangen blev derfor ryddet, så der atter blev mulighed for at komme ind i gravkammeret. Samtidig viste det sig, at man endnu på gården opbevarede de oldsager, som var blevet fundet knapt hundrede år tidligere. Også i begyndelsen af 1990erne udførtes en mindre restaureringsopgave på jættestuen, men alt i alt må man sige, at der er tale om en yderst velbevaret jættestue. Selvom Hemming Hansen Kjeps udgravningsmetode var noget voldsom, så har storstensgraven alligevel overlevet, og står i dag som et eksempel på en af de intakte og godt bevarede lollandske megalitgrave.
Videre læsning
- Torben Dehn, Svend Illum Hansen og Flemming Kaul 1995: Stenaldergrave i Danmark 1 af Dehn, Hansen og Kaul. Nationalmuseet 1995.
Fakta om Kjephøj
Der er offentlig adgang til Kjephøj. Et skilt ved vejen viser vej |
|
Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne      |
