|
|
 |
|
 |

|

Frilandsmuseets historie |
 Frilandsmuseet blev grundlagt i 1897 af Bernhard Olsen i et hjørne af Kongens Have. I 1901 blev pladsen for trang, og Bernhard Olsen flyttede de få bygninger ud på et par tønder nyindkøbt land i Sorgenfri. |
Den visionære Bernhard Olsen |
|
 |
Bernhard Olsen blev født i København i 1836, og uddannede sig til illustrator. Interessen for historiske dragter førte til en karriere som teaterdekoratør og kostumier. I årene 1868-1885 var han direktør for Tivoli.
Inspireret af datidens verdensudstillinger skabte han i 1885 Skandinaviens første voksmuseum (Panoptikon) med figurer og interiører. I samme hus ved Hovedbanegården åbnede Dansk Folkemuseum med en række bondestuer og bondedragter. Dansk Folkemuseum blev ledet af Bernhard Olsen og en komite, som bl.a. talte arkæologen J.J.A. Worsaae.
Bernhard Olsen historiske interesse ledte til ideen om et bygningsmuseum for den brede befolkning. Man skulle træde lige ind i de gamle huse og få en oplevelse af den gamle danske fortid. Det ældste Frilandsmuseum i verden, Skansen i Stockholm, var til stor inspiration for Bernhard Olsen.
Bernhard Olsen rejste rundt i Danmark, Sverige og Sydslesvig for at finde bygninger til sit museum. Han lagde vægt på bygninger fra de gamle, tabte danske landsdele - og på bygninger, som for ham var et udtryk for ældre former og typer end den velkendte, firlængede danske gård. Indtil sin død i 1923 viede han sit liv til Dansk folkemuseum og Frilandsmuseet.
Selv uden baggrund som faglært historiker havde han en enorm historisk viden og et veludviklet øje for det forgange dagliglivs mange materielle levn og detaljer.
Museets udvikling
I 1920 overgik det selvejende Dansk Folkemuseum, og dermed også Frilandsmuseet, formelt til Staten og blev en del af Nationalmuseet. I 1941 blev Frilandsmuseet og Dansk Folkemuseum splittet i to selvstændige samlinger.
Dansk Folkemuseums genstandssamling hører under enheden Danmarks Nyere Tid på Nationalmuseet. Frilandsmuseets samling af bygninger og genstande er nu centralt museum for dansk landbyggeskik og landlig boligkultur.
I årtiernes løb er Frilandsmuseet undergået mange forandringer - og det har været underlagt forskellige ideer om arkitektur, bygningshistorie og museumsformidling. Museet er dog stadig tro mod Bernhard Olsens oprindelige tanker om, at historien skal være levende og interessant for alle - og at man skal opleve fortiden ved at besøge den i så autentiske rammer som overhovedet muligt.
Siden den spæde start i Kongens Have rummer museet nu ca. 45 gårde, huse og møller. Museet råder over et areal på ca. 40 hektar - eller ca. 80 tønder land. |
   |
|