Hulehøj

Omkring år 1900 forsøgte Nationalmuseet gentagne gange at få jættestuen Hulehøj på Bogø fredet men mødte lokal modstand. I foråret 1918 modtog man dog et uventet brev fra de lokale beboere.

På Bogø – øen midt mellem Møn, Falster og Sjælland – findes i Østerskoven en af bondestenalderens jættestuer. Da Nationalmuseets medarbejder, Henry Petersen, i 1880 kom forbi stedet kunne han berette, at gravkammeret for mange år siden var udgravet af krigsråd Schiøtt.

Det var dog ikke planer om nogen stor undersøgelse, der var anledning til Henry Petersens besøg, men derimod var det en gennemgang af samtlige øens fortidsminder, som stod på programmet. Sted for sted noterede han op, hvad der fandtes af oldtidsminder på øen, inden han drog videre ud i landet for at foretage samme gennemgang andre steder. Først i efteråret 1883 var der igen interesse for jættestuen i Østerskoven, da Nationalmuseet ønskede at få fredet megalitgraven. Endnu på dette tidspunkt var fredning af eksempelvis gravhøje helt op til jordejerens egen vilje, interesse og afgørelse. Uden nogen form for indblanding kunne en jordejer lade en høj fjerne fra jordens overflade, og det skete også mange steder i landet i disse år. Derfor var Nationalmuseet i særlig grad interesseret i at få fredet en række gravhøje og storstensgrave for at bevare dem for eftertiden. Østerskoven på Bogø var ejet af de lokale beboere, og derfor afsendtes også en skrivelse til øboerne for at overtale dem til at lade jættestuen frede ved en ”lovformelig Declaration”. Skovejerne var dog ikke interesseret i en sådan ordning af frygt for retslige problemer, og derved blev det. Imidlertid lovede de i det brev, som afsendtes til museet i København, at man ikke ville ødelægge eller fjerne fortidsminderne i skoven.

Den senere så kendte historiker og rektor for Københavns Universitet, Aage Friis, var i sommeren år 1900 på familiebesøg på Bogø. Her opdagede han, at man var ved at ødelægge ”en Stendysse”; der var dog tale om jættestuen Hulehøj. Aage Friis var af den opfattelse, at storstensgraven var værd at bevare og underrettede straks Nationalmuseet om sagen. Museets direktør, Sophus Müller, satte sig straks i bevægelse for at undersøge sagen nærmere. En lokal mand kunne kort efter berette, at man fjorten dage tidligere havde brudt nogle af de store sten op – formentlig randstenene rundt om gravhøjen – og kløvet disse for at lave et bålsted. Ved den lokale mands indgriben var yderligere destruktion blevet afværget, men sagen satte alligevel på ny gang i planen om en fredlysning. Skoven, som var ejet i fællesskab af de lokale gårdmænd, blev til dagligt drevet af en bestyrelse på tre personer. Alle tre var villige til at arbejde for en fredning af samtlige fortidsminder i skoven ved førstkommende generalforsamling, som hvert år blev afholdt på Sct. Mortensdag. Imidlertid var der stadig modvilje blandt de lokale, og forslaget blev nedstemt ved generalforsamlingen. Et nyt forsøg året efter – i 1901 – mislykkedes også, og sagen gik i glemmebogen de næste par årtier.

Først i det tidlige forår 1918 modtog man på Nationalmuseet et uventet brev fra den lokale skolelærer på Bogø. Man havde på øen besluttet at gøre noget ved jættestuen, som efterhånden var kommet til at se noget forfalden ud. Stemningen blandt de lokale bønder var i de forløbne år vendt, og man ønskede nu at restaurere storstensgraven ”saa den helt igennem fik sin oprindelige Skikkelse”. Muligvis kunne man efter restaureringen opstille en mindesten på toppen af gravhøjen til minde om året 1769, hvor indbyggerne på Bogø købte øen af kongen og derved blev selvstændige. Man ønskede nu, at Nationalmuseet sendte en mand til stedet for – som man skrev – at ”yde os den fornødne Vejledning”.

Museets aldrende direktør, Sophus Müller, rejste i sommeren 1918 derfor ned til Bogø, hvor han sammen med skolelæreren og nogle lokale beboere beså jættestuen ved dansepladsen. Det stod hurtigt klart for direktøren at noget måtte gøres, og kort efter, at han atter var vendt hjem til hovedstaden, forfattede han et brev til en af museets restaureringseksperter, konservator Gustav Rosenberg. Med vanlig omhyggelighed bad han konservatoren om snarligt at tage med toget til Masnedsund ved Vordingborg, hvorfra der gik skib til Stubbekøbing på Falster. Herfra skulle en lokal færge kunne sejle Rosenberg videre til Bogø.

Undersøgelsen, som blev sat i værk i juli 1918, afslørede, at der trods krigsråd Schiøtts udgravning stadig var et velbevaret gravlag i jættestuens indgang. Krigsråden havde øjensynlig kun interesseret sig for gravkammeret, mens han havde ladet gangen være urørt. Over en halv meter tykt var det gravlag, som Rosenberg fandt i indgangen, hvor der også dukkede en række genstande op. Det gjaldt blandt andet en mejsel, nogle stenøkser, et par flintredskaber og en del lerkarskår. Således kunne han ved afslutningen af arbejdet sende to kasser med oldsager som fragtgods til Nationalmuseet i København.

Selvom jættestuen nu var sat i stand, så blev den mod forventning ikke fredet. Først i efteråret 1932 blev den, sammen med tre langdysser i Bogø Østerskov, fredet. Året efter – i juni 1933 – var en anden af museets konservatorer, Julius Raklev, på Bogø. Årsagen var, at en dæksten var skredet ned i gravkammeret. Ved hjælp af en talje lykkedes det at hæve stenen og få den genanbragt på sin oprindelige plads, men da stenen ved faldet var blevet kløvet, besluttede Raklev at fremstille en sindrig jernkonstruktion af nogle gamle jernbaneskinner, således at det også fremover ville være sikkert at gå ind i jættestuens kammer. Samtidig benyttede Julius Raklev muligheden for at foretage en udrensning af kammerets bund, hvor der var kommet en del affald til, siden Rosenberg havde været på besøg i 1918. Herved kom han et stykke dybere end ved den tidligere restaurering og fandt på kammerets gulv en oksetand samt en flintflække. Gennem årene var gravkammeret blevet benyttet som skraldespand for de besøgende på festpladsen. Derfor besluttede Raklev at opsætte en gitterlåge med hængelås. To nøgler blev overdraget skovforeningens formand og skovfogeden. Særligt interesserede måtte fremover hente nøglen hos skovfogeden; denne ordning er dog for længst ophævet.

Men lige meget hjalp det. I foråret 1956 modtog man på Nationalmuseet et brev fra en arkæologiinteresseret mand. Han havde under et besøg hos familien på Bogø set den tilstand, som jættestuen befandt sig i, og han var ikke begejstret. Ved de talrige festligheder, som gennem sommersæsonen fandt sted i skovpavillonen nær jættestuen, kom mange af de besøgende forbi storstensgraven. Børn og unge kurede ned ad gravhøjens skrænter, og jættestuen var fyldt med affald. Få dage efter, man havde modtaget brevet på museet i København, rejste arkæologen Therkel Mathiassen ned til Bogø for at tage sagen nærmere i øjesyn. Heldigvis levede beskrivelsen ikke op til det syn, der mødte ham. Der var intet affald hverken inde i gravkammeret eller uden på gravhøjen, men gravhøjen var rigtignok noget nedslidt. En samtale med restauratøren i skovpavillonen afslørede, at den arkæologiinteresserede københavner formentlig var kommet forbi en uheldig dag, idet området med jævne mellemrum blev gjort rent, og skrald samlet op. Dog besluttedes det at opsætte en tavle med besked om, at ”behandle det ærværdige fortidsminde med ærbødighed”.

I efteråret 1994 var Hulehøj på Bogø atter genstand for restaurering. De gamle jernstøtter, som var blevet sat op i 1933, var efterhånden så rustne, at de trængte til udskiftning. Den gamle afstivning blev derfor fjernet og nye rustfri beslag sat op i stedet. Under arbejdet i gravkammeret opdagede man, at der stadig fandtes spredte rester af gravlaget. Selvom Raklev havde foretaget en grundig oprensning inde i kammeret under restaureringen i 1933, var han dog ikke nået i bund alle steder. Således afsløredes spredte lag med trækul, brændt flint, knogler og keramikskår. Også i gangen lå et tyndt lag med knogler tæt op ad nogle bæresten. Knoglerne var formentlig alle menneskeknogler; i al fald kunne man udskille enkelte knogler som utvivlsomt stammer fra et eller flere mennesker. Da man i slutningen af oktober måned forlod jættestuen på Bogø, var megalitgraven atter sat i en så forsvarlig tilstand, at det mange år fremover stadig vil være sikkert at kravle ind i Bogøs kendteste storstensgrav.

Videre læsning

Fakta om Hulehøj

Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne