|
|
 |
|
 |

|

Brede Værk anno 1859 |

|
|
|
 |

Flot maleri viser spændende periode i Brede Værks historie. Nationalmuseet har erhvervet billedet.
Nationalmuseet har anskaffet et maleri af Peter Ølsted (1824-87): Sommerlandskab ved Brede Værk, 1859. Maleren er kendt for en række landskabsmotiver i en traditionel stil, beslægtet med guldaldermalernes landskabsmalerier.
Peter Ølsted malede og tegnede med stor omhu en række billeder af høj topografisk værdi, heraf flere af Brede Værk i 1850’erne. Når Nationalmuseet er interesseret i netop dette billede skyldes det, at det dokumenterer en vigtig fase i værkets industrielle historie.
Brede Værk bestod fra 1831 af en klædefabrik mod vest og et kobberværk mod øst. Kobberværket ophørte i 1855, og klædefabrikant Julius Modeweg foretog som eneejer en lang række omlægninger af fremstillingsvirksomheden og dermed i kraftudnyttelsen, nu da han havde den fulde ret til vandet. Tidligere lå hvert vandhjul lå i sin egen bygning ud mod dammen, men nu kunne man koncentrere vandkraften i et enkelt vandløb. Kraften blev trukket over i det vestre åløb, hvor der anbragtes to effektive turbiner, og hele kraftanlægget blev indkapslet i bræddeskure. Tidligere kunne man med trælejer og træaksler ikke transportere kraften over større afstande, men med indførslen af aksler, lejer og tandhjul af jern blev denne vanskelighed overvundet, og udnyttelsen kunne koncentreres.
Både damp- og vandkraften kunne udnyttes og i løbet af 1850’erne og 1860’erne blev lange akselledninger trukket i fabriksbygningerne. Maleriet viser denne brydningstid med de små fritliggende bygninger langs mølledammen til højre, det toetagers valkehus forbundet med en bræddebygning i to etager midt i billedet og endelig det kompakte fabriksanlæg til venstre.
Maleriet er under behandling med henblik på eventuel senere udstilling.
|
 |
|