|
|
 |
|
 |

|
September 2009 |
|
 |

Mellem to mægtige høje i Jelling står to kendte runesten, som de har gjort i rigtig mange år. Før i tiden måtte man drage den lange vej til den sydjyske by for at se dem. Men i dag står der rundt om i verden adskillige 1:1 kopier af den største af stenene, hver med sin egen finurlige historie. Følg kopierne af Kong Haralds Jellingesten til bl.a. Paris, San Francisco og Tokyo på Nationalmuseets nye microsite om Jellingprojektet på http://jelling.natmus.dk
Jellingsten på Verdensudstillingen i Paris Omkring år 965 rejste Harald Blåtand en runesten i Jelling til minde om sine forældre – og sine egne fortjenester. Rundt om i verden står nu flere afstøbninger i 1:1 af den knap 2½ m. høje runesten, nogle af dem støbt efter den originale runesten, andre efter gamle kopier. Projektleder, seniorforsker Anne Pedersen ved Nationalmuseet udtaler:
”Flere af kopierne er skabt i forbindelse med store, internationale udstillinger, hvor det var vigtigt at vise det bedste, Danmark kunne præstere. På Verdensudstillingen i Paris i 1889 deltog Danmark blandt mange tusinde udstillere med fornemme fund fra Danmarks Oldtid, og ved indgangen til den danske udstilling stod en kopi af Harald Blåtands store runesten – åbenbart ganske tæt på en gruppe kinesiske kunsthåndværkere, skal man tro et foto fra udstillingen.”
Kopien blev stående i Frankrig og kan i dag ses på Musée d’Archeologie Nationale i Saint-Germain-en-Laye vest for Paris, hvor den står i en lidt sørgelig forfatning. Men den store Jellingsten er ikke kun kommet uden for Danmarks og Europas grænser. I februar 1915 åbnede en verdensudstilling i San Francisco i anledning af færdiggørelsen af Panamakanalen. I udstillingen indgik et dansk hus finansieret af en indsamling blandt de danske i Amerika, og foran indgangen stod en kopi af den store runesten i Jelling. Hvor kopien af runestenen endte, ved vi desværre ikke.
I Tokyo: Harald Blåtands sten i plastik
Uden for Den danske Ambassade i Tokyo står en kopi i plastik af Harald Blåtands runesten fremstillet til en vandreudstilling i Japan i 1975-76. De to billedsider er gengivet i let forskønnet udgave, mens originalstenens runeside mangler. Den lette kopi blæste af og til ud på gaden(!), så da ambassaden flyttede til sin nuværende adresse i 1979, fik den en mere beskyttet plads, omgivet af grønne planter, i læ af ambassadebygningen. Derudover står der kopier af runestenen både andre steder i Danmark og i resten af verden, som du kan læse mere om på det nye microsite om Jellingprojektet: http://jelling.natmus.dk/
Yderligere oplysninger:
Anne Pedersen, projektleder og seniorforsker ved Nationalmuseet, 3347 3152, Pressefotos m.m.: PR og marketingkoordinator, Jesper T. Møller, 3347 3006,
Se de originale runesten i Jelling og få deres historie i:
Besøgscentret Kongernes Jelling Gormsgade 23 7300 Jelling 1/6 - 31/8 tirsdag - søndag kl. 10-17 1/9 - 31/5 tirsdag - søndag kl. 12-16 Tlf.: 7587 2350 www.kongernesjelling.dk Gratis adgang
Fakta om Jellingprojektet og det nye microsite
Jellingprojektet er et forsknings- og formidlingsprojekt, der tager afsæt i de enestående monumenter i Jelling. I Jelling markerer de enkelte dele såvel overgangen fra hedenskab til kristendom som etableringen af den danske kongemagt i vikingetiden.På det nye microsite om Jellingprojektet, http://jelling.natmus.dk/, kan du læse om runestenenes historie, traditioner og resultaterne fra de arkæologiske og naturvidenskabelige undersøgelser. Du kan også give din egen mening til kende ved at deltage i afstemningerne på sitet, hvor der løbende vil komme nye ting. |
 |
|