|
|
 |
|
 |

|
2. februar 2010 |
|
 |

Bjarne Grønnow er blevet professorbedømt inden for Arktisk Arkæologi og kan dermed blandt andet bryste sig af at have bedrevet forskning på internationalt niveau og at have bidraget betydeligt til udviklingen af Arktisk Arkæologi. 5. februar 2010 holder han tiltrædelsesforelæsning på Nationalmuseet.
Hvad betyder det at blive professorbedømt?
En professorbedømmelse er meget prestigefuld inden for den akademiske verden. Den foregår ved at tre forskere på professorniveau foretager en faglig bedømmelse af kandidatens akademiske niveau. Bedømmelsesudvalget, der i dette tilfælde bestod af forskere fra USA, Canada og Danmark, vurderede om Bjarne Grønnows publikationer repræsenterer original forskning på internationalt niveau, om hans forskning har været et betydeligt bidrag til udviklingen af faget Arktisk Arkæologi, og om han har vist evne til at lede forskningsprojekter på højeste niveau. Bedømmelsesudvalget nikkede ja til alle tre ting og Bjarne Grønnow kan derfor nu kalde sig forskningsprofessor i Arktisk Arkæologi.
Forskning om de første indvandringer til Arktis
I løbet af forskningsprofessoratet skal Bjarne Grønnow lede ’The Carpenter-Meldgaard Project’, der udforsker de første menneskers indvandring til Arktis – altså de ældste eskimoiske kulturer, som i Grønland viser sig for omkring 4.500 år siden. Et hold af erfarne arkæologer skal på ’ekspedition’ i Nationalmuseets arkiver, hvor en mængde optegnelser fra Jørgen Meldgaard’s (1927 – 2007) arkæologiske undersøgelser i Canada og Grønland i 1950’erne befinder sig. Meldgaard selv nåede aldrig at offentliggøre resultaterne af sine udgravninger, og forskerholdet skal nu med nye metoder og på baggrund af nye teorier analysere hans fund og iagttagelser. Der er stof til et par store videnskabelige afhandlinger og mange formidlende artikler om de eskimoiske kulturers oprindelse og vandringer.
Tiltrædelsesforelæsning:
”Verdens ældste kamik – på sporet af de første grønlændere” Fredag d. 5. februar, 2010, kl. 15 – 16, Nationalmuseets Biograf Disko Bugt i Vestgrønland rummer to arkæologiske skatte: Bopladserne Qajaa og Qeqertasussuk, der har været frosne lige siden de første mennesker – Saqqaq-folket – indvandrede til Grønland for 4.500 år siden. Lokaliteterne er de eneste, vi kender fra Arktis, hvor forgængelige materialer som skind, hår, træ og knogler er perfekt bevarede. De permafrosne bopladser med deres enestående fund blev undersøgt af dansk/grønlandske forskerhold i løbet af 1980’erne. Sidenhen er ny viden og nye analyser kommet til, og resultatet er blevet et fascinerende ’nærbillede’ af Saqqaq-menneskene, deres materielle kultur, levevilkår og vandringer
Yderligere oplysninger:
Forskningsprofessor Bjarne Grønnow, bjarne.groennow@natmus.dk, 3347 3440 Pressemedarbejder Anni Mogensen, anni.mogensen@natmus.dk, 3347 3007
Fakta om forskningsprojekt Det tre-årige forskningsprojekt er sponseret af den amerikanske fond, The Rock Foundation, i hvis bestyrelse antropologen Edmund Carpenter – en tidligere nær kollega til Jørgen Meldgaard – er medlem. Deraf navnet ’The Carpenter-Meldgaard Project’. Forskerholdet på Etnografisk Samling består, foruden Bjarne Grønnow af projektforsker Martin Appelt, projektseniorforsker Jens Fog Jensen, projektseniorforsker Ulla Odgaard, grafiker og kunstner Nuka. K. Gotfredsen, arkivar Jesper Kurt Nielsen og de ph.d. studerende Mari Hardenberg og Peter A. Toft.
|
 |
|