|
|
 |
|
 |

|
4. marts 2010 |
|
 |

Et dommerpanel har nu udvalgt og præmieret 2 af 157 forslag til sikring af Jellingstenene. Nationalmuseets direktør, Per Kristian Madsen og konservator Susanne Trudsø, der har særlig viden om stenkonservering, har været en del af dommerpanelet. Desuden har seniorrådgiver Poul Klenz Larsen medvirket.
Erik Nobel og tegnestuen NOBEL arkitekter a/s har vundet konkurrencen om en klimaskærm, der kan beskytte Danmarks verdensberømte runesten i Jelling. Læs mere hos Kulturarvsstyrelsen.
De to berømte runesten i Jelling har stået på samme sted i over 1.000 år, og det skal de helst blive ved med, til glæde for kommende generationer. Derfor udskrev Kulturarvsstyrelsen i efteråret 2009 en åben idékonkurrence om overdækning af de to sten. Opgaven har været vanskelig, fordi stenene helst skal blive stående. Samtidig må de ikke være udsat for nedbør, temperatursvingninger og berøring, og de beskyttelsesforanstaltninger, der etableres, må ikke hæmme adgangen til kirken og brugen af kirkegården.
Men udvælgelsen af de præmierede forslag har heller ikke været enkel. De vurderede 157 sikringsforslag spænder vidt. De rummer montreløsninger, pavilloner, mobile installationer samt tårnlignende bygninger, der hæver sig højt op over de to sten.
Nationalmuseets direktør, Per Kristian Madsen, udtaler ”Det har været et meget interessant udvælgelsesarbejde, hvor det har været glædeligt at se så mange nyskabende forslag. Den store interesse for konkurrencen vidner også om interesse for at bringe kulturarven med os ind i fremtiden på en måde, som også bliver en del af vor egen tid og dens udtryk. Netop i disse år arbejder Nationalmuseet, i det store Jellingprojekt som støttes af Bikubenfonden, særligt intenst med analyse og fortolkning af monumenterne og deres betydning. Også derfor har det været en spændende opgave at deltage i udvælgelsen af den løsning, som kan sikre stenene. Kulturarven er opstået i fortiden og tilhører både os og vore efterkommere. Det er vores opgave at give den videre.”
Jellingstenene er, som en del af Jellingmonumentet, optaget på UNESCO´s liste over verdensarv i 1994. Monumentet består af de to runesten, skibssætningen og de to store høje – Nordhøjen og Sydhøjen – og Jelling Kirke. Bekymringen for stenenes tilstand har længe været stor, og blev i 2008 bekræftet af Nationalmuseets undersøgelse for en bevilling fra VELUX FONDEN. Moderne undersøgelsesmetoder har afsløret, at der var risiko for frostsprængninger, som vil ødelægge indskrifter og motiver på stenene for altid.
Yderligere oplysninger:
Per Kristian Madsen, , tlf: 25 37 03 54 Pressemedarbejder Anni Mogensen, , tlf: 33 47 30 07 / 24 67 67 82
Præsentation af forslag Alle de indkomne 157 forslag til afskærmning af Jellingstenene præsenteres i Egmonthallen på Nationalmuseet i perioden 27. april – 9. maj 2010, tirsdag-søndag kl. 10-17. Gratis adgang.
|
 |
|