|
|
 |
|
 |

|

Geocaching på Frilandsmuseet
- skattejagt med GPS |

|
|
|
|
To skattejagter på Frilandsmuseet
På Frilandsmuseet finder du to GPS-skattejagter - eller geocachingture. Man skal rundt på museet og svare på en række spørgsmål for at samle tal, der til sammen afslører cachernes position.
Man kommer godt rundt på museet og får øjnene op for mange små detaljer, man måske ellers ikke ville lægge mærke til. Man skal bl.a. tælle vinduer og finde ting på bagsiden af vores huse og gårde.
Frilandsmuseet er lukket fra oktober til påske (marts/april), så skattejagterne kan kun bruges i sommerhalvåret. Linket til de to skattejagter findes her: http://www.geo-map.dk//55.78571515883432/12.490392923355102/19 Klik derefter på et af de to ikoner (henholdsvis en blå cirkel med en hvid pil og to hvide kister med gule låg).
Hvorfor Geocaching på Frilandsmuseet?
Geocacher Jacob Picht henvendte sig til museet i 2009, og foreslog at man også åbnede Frilandsmuseet for denne hastigt voksende fritidsinteresse. På museet arbejder vi aktivt med at inddrage forskellige brugere og interessegrupper i udviklingen af museet. Vi sagde derfor straks ja til Jacobs forslag, også fordi vi på Frilandsmuseet i forvejen arbejder med findelege og skattejagter - men som regel på papir!
Jacob Picht udviklede to ture specialt til museet for os, og det er også ham, der passer cacherne. Vi har siden frigivelsen af cacherne i marts haft en del glade geocachere inde på museet, som især bemærker, at turene egner sig godt til familier med børn.
Hvad er geocaching?
Geocaching er en fritidsinteresse, som bringer dig rundt i hele Danmark og verden på jagt efter skattekister - eller cacher. Man bruger en GPS som redskab. Cachens position tastes ind i GPS-en, og så kan man ellers i skoven, i byen eller andre steder lade sig lede af GPS-en, indtil man finder cachen.
I cachen er der en logbog, så man kan notere sit besøg. For det meste er der også en lille ting eller to, som man man bytte ud med noget lignende, man selv medbringer. I cachen ligger også ofte et "First Finder Certificate", som tilfalder den allerførste, der lokaliserer en ny cache.
Cacherne er placeret både i naturen, i byen og rundt omkring dig. Nogle cacher har form af gådejagter, hvor man skal svare på spørgsmål og finde flere steder, inden man får den endelige position at vide.
I Danmark er der i øjeblikket omkring 13.000 cacher - og på verdensplan uendeligt mange flere. Find cacher i Danmark og verden rundt på hjemmesiden www.geocaching.dk.
Her kan man også læse mere om denne hastigt voksende og særdeles familieegnede sport. Det eneste man behøver er en god GPS og et detektiv-instinkt.
|
   |
|