Vikingernes verden er fjern fortid, men vækker stadig fascination. Træd ind i den verden på denne rundvisning.
Vikingerne sætter Danmark og Norden på verdenskortet, og op gennem historien spinder vi myter om dem som et særligt sejlivet folk. På denne rundvisning går vi gennem guldskatte, gamle skeletter og genstande fra deres dagligdag i en over 1000 år gammel verden rundet af en krigerkultur med Odin, Thor og Freja.
Information
- Rundvisningen foregår kun på engelsk
- Rundvisningen varer 1 time.
- Vi mødes i entréhallen.
- Billetten er gyldig som entrébillet til museet samme dag.
1.

Nekrologer sat i sten
Vikinger ville gerne huskes og hædres i eftertiden. Særlige runeristere rejste rundt og lavede runesten til minde om døde vikinger og deres bedrifter. Det var de færreste, der kunne læse dem, men der blev fortalt historier om stenene i generationer, og det gør vi stadig i dag.

2.
Slægtshistorien sad i sværdets klinge
Økser og spyd var vikingernes foretrukne våben – de var effektive, lette at bruge og billige at fremstille. Sværd var en helt anden sag. De var dyrere og forbeholdt dem med magt og penge.
I fortællingerne kunne et sværd få sit eget navn og nærmest sin egen personlighed. Måske gik det i arv gennem generationer, ladet med historier, sejre og magisk kraft. Ikke bare et våben, men et stykke slægtshistorie.

3.

Har du spørgsmål til fremtiden?
Vølven sætter sig på sit højsæde ”sejdhjællen”. I hænderne har hun sin stav, og rundt om hende er et følge af piger, som synger hjælpeånderne frem. Langsomt hensætter vølven sig til sejden - en trance, som lader sjælen rejse til andre verdener for at søge svar. Da sangen dør hen, er hun forbundet med guder og ånder i det hinsides, mens hun i den fysiske verden er omgivet af en kreds af mennesker. Kredsen, der både kunne bestå af mægtige guder og magtfulde vikinger, stiller spørgsmål om skæbne og fremtid. Vi ved det ikke med sikkerhed, men vi forestiller os, at det er gået nogenlunde sådan til, når vølven sejdede.

4.
Et marked for mennesker
Med en kæde om arme og ben blev vikingernes fanger vist frem på markedet for mennesker. Her kunne potentielle købere måle trællenes værdi ved at mærke på musklerne, tjekke tænderne eller afprøve deres taleevner. En ældre tolk til handelsrejserne kunne være lige så vigtig som en ung kriger.

5.

De vilde vikinger var også bæredygtige bønder
I vikingetiden var de fleste faktisk bønder. De boede hjemme på gårdene og passede deres marker og landsbyer. Hverdagen foregik i langhuse, hvor mennesker og dyr boede i hver sin ende – men under samme tag. Gårdene var stort set selvforsynende med både mad fra dyrene og markerne, og med redskaber, tøj og tømrerarbejde. Mange af de redskaber, vi kender fra vikingernes dagligdag, minder om værktøjer, som helt almindelige mennesker stadig bruger derhjemme i dag, som denne smedetang.
