Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
Podcast
S1. E6.
Aasivik: Trommedans, kærester og selvstændighed
De rejste tusinder af kilometer for at mødes på en lille ø, hvor de festede, afgjorde stridigheder og fandt nye partnere. Men efter hundreder af år forsvandt inuitternes sommermøder – indtil de blev taget op igen i 1970erne og blev en vigtig del i kampen for Grønlands selvstændighed.
S1. E6. Aasivik: Trommedans, kærester og selvstændighed
30.JUN.2021Mød din
Lasse Telling
Lasse er journalist og dykker især ned i historiens oversete - og ofte betændte - kapitler. Han interesserer sig særligt for, hvordan historien giver perspektiver på den verden, vi lever i i dag, og ikke mindst de moralske og etiske spørgsmål, som vores fortid skaber. For hvordan er vi egentlig blevet til dem, vi er i dag? Med mikrofonen i hånden har Lasse blandt andet fortalt om kolonifortidens skygger i Dansk-Vestindien, talt med Tamilske Tigre i Sri Lanka og afdækket hvordan en berømt dansk nazist endte som verdensberømt fluebinder i Sverige.
Gæst
Martin AppeltSeniorforsker, museumsinspektør
Om Martin AppeltMartin Appelt
Martin Appelt arbejder med arktisk historie og forhistorie. Han har en ph.d. i arkæologi og mere end 30 års erfaring med feltarbejde, især fra Grønland. Han er museumsinspektør for Nationalmuseets etnografiske samlinger fra Arktis, der rummer genstande, optegnelser, tegninger, fotos og meget andet på tværs af store dele af Arktis.
- Martin Appelt
Seniorforsker, museumsinspektør
Om Martin AppeltMartin Appelt
Martin Appelt arbejder med arktisk historie og forhistorie. Han har en ph.d. i arkæologi og mere end 30 års erfaring med feltarbejde, især fra Grønland. Han er museumsinspektør for Nationalmuseets etnografiske samlinger fra Arktis, der rummer genstande, optegnelser, tegninger, fotos og meget andet på tværs af store dele af Arktis.
Bag episoden
Produktionsoplysninger
Vært og tilrettelægger: Lasse Telling Madsen
Medvirkende: Martin Appelt, seniorforsker, Nationalmuseet. Tola Carlsen og Kaj Rosing Carlsen, deltagere på aasivik
6. Aasivik: Trommedans, kærester og selvstændighed
Lasse Telling Madsen: Det er ikke meget man kan se, hvis det lykkes en at navigere igennem tågen og forbi de djævelske strømhuller, der hele tiden prøver på at trække en ned i fjordens dyb. Det er en grå ø på en gang en halv kilometer, hvor små dalstrøg og spredte klippeknolde sætter billeder på lyden af den tåge, der hele tiden synes at være her. Men hvis man lytter efter, er det alligevel som om, at der gemmer sig mere herude på Taseralik. Som om der er trommer, latter, mennesker.
Martin Appelt: Og det er bare en dag, hvor der er et stykke med et fladt område. Der er ingenting at se. Det ligner en nedslidt græsmark stort set. Men det er en af de vigtigste steder, vi overhovedet kender fra 1700-tallet og fra Inuits liv i det her område.
Tola Carlsen: Aasivik som sådan har formået at bære hen til det stadie, hvor Grønland nu efterhånden er kommet til den formentlig kommende selvstændighed, som vi nu higer efter.
Lasse Telling Madsen: Mit navn er Lasse Telling, og i otte udsendelser dykker jeg ned i Grønlands og Danmarks fælles historie. For i 2021 er det 300 år siden, at den lange norske præst Hans Egede satte sine ben i Grønland, hvor han lagde grunden til en dansk koloni, der i dag stadig trækker sine tydelige spor. Denne gang skal vi høre om stedet, hvor et af inuitternes sommermøder det, der hedder Aasivik blev afholdt. Her blev menneskets behov og lyster kogt ned på et sommertræf, og det har fået stor betydning for den moderne kamp for Grønlands selvstændighed.
Martin Appelt: Jamen altså, i denne her gang vil jeg gerne tage fat i en bog, som blev lidt drømmenes horisont for en hel del af os forskere på Nationalmuseet i København og i Nuuk.
Lasse Telling Madsen: Lad os starte historien på Martin Appelts kontor på Nationalmuseet. Han er museumsinspektør og seniorforsker og har sat sig klar med en bog i hånden. Der er noget, han gerne vil læse op.
Martin Appelt: En bog, der er skrevet i 1955 af en forfatter, der hedder Otto Rosing: 'Taseralik' hedder bogen: "Jeg håber, at denne bog ikke blot vil være til underholdning, men betyde den yngre generation vigtigheden af at agte forfædrene. Lad os gå fremad med forbindelsen bagud, intakt. Først da vil vi kunne forstå og drage nytte af vores nationale særegenhed, og først da kan vi gå fremtiden i møde med det rette fundament". Denne her bog fik meget stor betydning fremadrettet For rigtig mange unge grønlændere. Og den tager fat i et fænomen, som vi kender som Aasivik eller sommerlejre, hvor man mødes over store afstande, da han skriver den her bog, da findes ikke Aasivik mere. De er ikke glemt overhovedet, men de findes ikke mere. Der er en hel masse gamle mennesker, der husker dem tydeligt, da de foregik der, og Otte Rosing bruger ret meget tid på at tale med ældre mennesker, inden han skriver. Det her er en skønlitterær bog, men han gør enormt meget ud af, at det er så korrekt som muligt. Så han er rundt og tale med en masse ældre mennesker, der har været til Aasivik. De fortsatte op til 1930'erne eller noget i den stil, inden han skriver den her bog. Den hedder Taseralik, som sagt, den her bog, og det er en helt konkret... det er en lille ø, der ligger nord for Sisimiut. Den ligger ved bunden af Nordre Strømfjord, som er en kæmpemæssig stor fjord. Lige i mundingen af den der ligger nogle små øer, og de ligger et meget, meget vanskeligt sted at fare. For dels kommer der store mængder vand og fra fra østsiden og rammer ind, og skyller ud fra fjorden og ud. Dels er der en nordsyd-gående kraftig strøm og dels på den anden side, når man kommer over på vestsiden af øen, så kan man kigge til Canada. Næste stop Canada. Der kan man måske selv forestille sig, hvor store bølger der på sådan et kæmpe ocean kan komme op og rulle her. Ligesom at det er en meget heftig strøm nordsyd-gående strøm, der bringer isbjerge med sig og gør alt muligt andet, og fjordmundingen. Så det korte af det lange er, at det her sted er ualmindelig vanskeligt at komme til. Også i dag kan man godt risikere at ligge i dage og vente på at kunne sejle over. Så voldsom er strømmen. Og når man så tænker på, at du vil på det her tidspunkt, og der er vi tilbage, når jeg siger det her tidspunkt, er vi tilbage i 1850erne, som den her roman refererer til. Så er det altså en spinkel kajak og en spinkel kone båd, der skal krydse de her vande over. Og det har man gjort. Jeg har svært ved at forstå det. Når vi har sejlet derop, så har jeg haft sådan lidt klump i maven, når vi skulle med gummibåden eller den lidt store jolle, vi sejler i og skulle krydse over her. Det er ret heftige vande, de her ting.
Lasse Telling Madsen: Kan du forestille dig Martin Appelt og kollegerne sejler over hvirvlerne gennem tågen, mens de knuger Otto Rosings bog i inderlommen. At de ankommer til en lille, næsten uudforsket ø med deres små arkæologiskeer. Ud fra mavefornemmelsen begynder de at grave små firkanter ud. Noget der sagtens kan gøre en eventyrlysten arkæolog helt varm i kinderne.
Martin Appelt: Men der ligger altså den her øgruppe. Den ene, hovedøen, er cirka en kilometer lang, og så er den en halv kilometer på den anden led. Og den bliver ved med at figurere ikke alene i Otto Rosings roman, men vi kender den faktisk helt tilbage nævnte allerede i slutningen af 1700tallet, fordi der var man godt klar over fra dansk side, missionærerne osv. at der foregik noget særligt heroppe på den her ø, og det, der foregik, var, at man mødtes til store sommerlejre. Folk rejste langvejs fra til. Vi har ovenikøbet beretninger om, at folk tager turen hele vejen fra Østgrønland ned om Kap Farvel, op langs forbi Nuuk området, op forbi Sisimiut og rejser til den her lillebitte ø for at mødes. Og oppe fra Diskobugten rejser man sydpå for også at mødes her, og der er flere steder, der er nævnt, at der er mange hundrede mennesker op mod en 6-700 mennesker i de her ting. Og når man tænker sådan lidt Roskilde Festival i dag, så er det ikke særlig imponerende. Men når man ser på, hvad det dækker af befolkning, så er det en kolossal stor samling, der er på de her pladser.
Lasse Telling Madsen: Med hjælp fra Rosings fandt Martin Appelt og kollegerne snart ud af, hvor bosættelserne havde været på den lille ø. De små tegn fra tørven blev lige så stille langsomt vækket til live.
Martin Appelt: Da vi gravede ned og kiggede på det, så kunne vi se, at der var koncentrationer af alt muligt affald, og det var sådan lidt forskellige europæiske varer, så det var. Der var nogle smadrede kopper og der var lidt smadret glas fra flasker, og der var også fra petroleumslampeskærmen. Der var masser af knogler, og jeg tror i virkeligheden det sjoveste fund var et stykke fedtsten, hvor der var tekst på, og det var vi sådan lidt oppe at køre over, indtil vi fik afkodet, hvad det var, der stod. Der stod nemlig fedtsten på den grønlandske ord for det. Det var simpelthen en skriveøvelse fra en eller anden, der har et barn, tror jeg, der har siddet og øvet sig i at skrive og så skrevet på fedtstenstykket: "Fedtsten". Så det var sådan lidt en nitte. Så fik vi identificeret de her to hovedlokaliteter på den. Og den ene ligger oppe i den nordlige ende og kigger nordpå og man kigger ud over det voldsomme hav den ene vej og den anden ligger sådan mere inde i en beskyttet bugt. Der var en af dalene, der forbandt den nordlige plads med den sydlige beskyttede plads, der lå inde i. Og når man læser grundigt ind på, hvad ikke mindst Otto Rosing havde fået af fortællinger fra de gamle, så var man ikke pludselig i tvivl om, at det vigtigste sted overhovedet på den her ø, hvor alle de her mennesker mødtes, nemlig danse pladsen. Den kunne man faktisk godt regne ud hvor lå. Og det er bare en dag, hvor der er et stykke med et fladt område. Der er ingenting at se. Det ligner en nedslidt græsmark stort set. Men det er en af de vigtigste steder, vi overhovedet kender fra 1700-tallet og for Inuits liv i det her område.
Lasse Telling Madsen: Men hvad var det egentlig, der foregik ved de her sommermøder, der gjorde, at de var så vigtige for inuitternes liv? Inuitternes egne skriftlige tradition er ikke eksisterende. Det er i stedet de mundtlige overleveringer, der har holdt deres fortællinger i live. Man kan mene om de kristne missionærer, hvad man vil, men i det mindste havde de taget pen og papir med. En af dem var præsten Glahn.
Martin Appelt: Heldigvis er der en del af missionærerne, der har skrevet en del om det her, og han skriver så specifikt om deres Taseralik, og han har en ofte citeret sentens, hvor han skriver, at de her i Aasavik er igang med at udlede sig en skønhed, som der står, og det angiver en af temaerne, nemlig det, der med at finde sig en kæreste. Og som alle andre steder i verden, så er det ikke altid det bedste at finde det blandt sin egen familie. Det er der jo et tabu mod nærmest af alle steder i hele verden, også her. Så det er en rigtig god idé at finde den blandt nogle der kommer noget fra, at man ikke er direkte i familie med. Så man rejser blandt andet op til Taseralik for at finde sig en kæreste, og så rejser man derop for at hvis man er blevet uenige om noget måske ovenikøbet så langt, at man skal have gang i en retssag af en slags, så er det også her, det bliver klaret. Der er jo ikke etableret et et retsvæsen, som der som der var, som der er i dag, og som der var i 1700-tallet sådan set også i. Så det klarede man med en kappestrid, hvor man trommede op mod hinanden og sang hinanden nedviser på og prøvede at få trukket stemningen fra tilskuerflokken, der stod rundt omkring. Når de to kombattanter stod med hver deres tromme og sang om hinanden og udskammede hinanden, så havde nogen sympati, og nogle havde ikke. Og dels afhang af sangen, men også sådan set, hvad det var for en forbrydelse, der var blevet begået. Og det kunne så ende med at enten at der blev udlevet en konsekvens af det på stedet. Det kunne være, at det endte med at kniven blev trukket frem og nogen mistede livet. Eller det kunne ende på den måde, at udskamningen var så voldsom, at man ikke kunne komme tilbage fra den. Den, der var blevet udskammet, som man var nødt til at fjerne sig fra alle andre mennesker, fordi man var totalt til grin. Og det var sådan set også en rimelig sikker død.
Lasse Telling Madsen: Vi skal altså forestille os, at inuitterne flokkedes til sommermøderne. Bopladserne pakkede telte, børn, gamle, hunde hoppede i kone-båden og krydsede fjordens hvirvler. Det må have været som at komme til en kæmpe fest. Et kondensat af alle de ting livet som menneske indeholder. Ud over konflikter og trommekampe fortæller kilderne blandt andet om, hvordan der blev spillet rugby med oppustelige sælskind, og hvordan der blev danset polka inspireret af hvalfangere, som kom sejlende fra Europa.
Martin Appelt: Så var det også et sted, hvor man fik handlet med hinanden, og det var en handel, som på en måde er lidt svært at forestille sig, fordi det er uden penge, i det her. Så der er ikke den der pengemellemregning i det. Så det er altså en byttehandel og det, der gør det måske endnu sværere at forestille sig det er, at det er bundet meget tæt op på, at man har en social relation til den, man handler med. Så man handler sådan set ikke kun med den varer, men handler også med venskaber på en måde. Eller rettere sagt man kan dårligt handle med hinanden, hvis man ikke har opbygget et venskab med hinanden. Og det var oftest, to mænd eller to kvinder. Oftest to mænd, som var lige gamle og havde nogenlunde samme status. Var... Havde lige mange børn. Var... En kone. Hvad det nu var... Og så videre. Men det var folk, der på alle måder var lige. Der var ikke nogen, der var over. Der var ikke nogen, der var under, og hvor man følte sig tryg i selskab med hinanden. Og med sådan en kunne man særlig bytte meget med, og man vidste, man ikke ville blive snydt, og man vidste man ikke ville snyde. Fordi det, der afhang... Venskabet afhang af det. Og det der venskab det var af ret stor betydning. Fordi hvis det nu var sådan, i dit område, der svigtede sælfangsten det år. Hvis du havde det her venskab, så kunne du godt trække på det. Så kunne du rejse op til det område, hvor din ven kom fra. Og være sikker på at blive anvist en plads, du kunne være på, og få hjælp til at finde ud af at gebærde dig i det område. Så det var sådan et socialt netværk eller hvad hedder det? En social forsorg kan man næsten sige var indbygget i de her handelspartnerskaber, og så er det et det, som er med overhovedet at møde andre mennesker og komme ud. Man kan godt forestille sig, at nogle af de her bopladser har været ret trykkende efter at have været der ved to familier og isoleret i syv måneder sammen i et eller to huse eller tre huse på en lille bitte boplads, og man ser de samme mennesker hver evig eneste dag. Og man kender det godt for sig selv. Man skal ikke være ret lang tid alene med nogen, selv de næreste venner. Så begynder man at gå og gnave lidt af hinanden og lægge rigtig meget mærke til, hvad de andre er irriterende med. Og det er man naturligvis aldrig selv. Men så er der en masse spændinger, der bygger sig stille og roligt op, og det med at komme ud og få luft og så helt konkret finde dig en partner og så finde dig din kæreste, som du skal gøre. Og det er en rigtig god ide at at det ikke er fra dit eget område, men det er et udefra, og det er fantastisk at møde der. Når vi talte om det, så endte vi med ligesom at have en 'livets dal' og en 'Dødens dal' som sådan en kontrast for at spænde yderpunkterne ud i, hvad det er, der foregår sådan et sted her. Fordi det er den der... Døden er også altid tilstedeværende på de her sted. Det er meget tilstedeværende på blandt andet på den måde, at noget af det, der gjorde, at man kunne være. Det var, at der var et kæmpemæssigt helleflynderog hellefiskeri. Og da nogle af helleflynder kan komme op og være imod 250-300 kilo, så kan man måske godt forestille sig, hvordan det er at ligge i en lille kajak og ligge og fiske der ud fra og frem og tilbage. Og der er også ret mange fortællinger om uerfarne unge mænd, der ligger derude og simpelthen bliver trukket ned og dør på det her sted. Så der er en mar... I det hele taget, når man kommer tilbage i tid. En markant overdødelighed af mænd, en meget voldsom overdødelighed, og særligt unge mænd går det ud over. Så det er et super farligt sted at være. Det er et sted fyldt af glæde og liv og handel og alt mulig plus. Men det er også et sted, hvor rigtig mange dør.
Lasse Telling Madsen: Det handler om nye kærester, om hævn, handel, glæde og savn. Men omkring 1930 sker der noget med Aasivik. De begynder at forsvinde, og kilderne skriver pludselig ikke længere om inuitternes sommermøder. På det her tidspunkt er samfundet i Grønland ved at forandre sig. Der kommer mere effektiv skibsfart. Grønland bliver indlemmet i det danske rige. Og strukturerne ændrer sig. Det betyder, at inuitternes traditionelle udvekslinger på sommermøderne får mindre og mindre betydning.
Martin Appelt: Vi kan godt her fra Danmark komme i tanke om, at der var noget med slutningen af 60'erne og begyndelsen af 1970erne, at vores eget samfund også var i omvæltning på forskellige ledder og kanter. Og det var det bestemt også i Grønland. Og det er for småt at kalde det ungdomsoprøret. Det er det jo på en måde, men der sker jo alle mulige omstillinger i vores samfund her i Danmark, og det gør der altså også i Grønland og på det her tidspunkt. Der ser vi de for alvor, at det får gennemslagskraft med kimen til den grønlandske selvstændigheds bevægelse i de her ting, og mange af dem får deres inspiration. Der sker alt muligt andet, men det er i hvert fald et af de steder, hvor de mødes, og der får ret stor betydning. Det er, at man mødes forskellige steder i Grønland på Aasivik, på sommerlejr.
Tola Carlsen: Grunden til, at vi startede med at være med til Aasivik i sin tid, det var i '79, og det er fordi jeg kom fra Qullissat, så jeg var flyttet fra Qullissat til Nuuk i '69. Og i '79, da de havde besluttet, at det skulle holdes i Qullissat, da tog vi med, og det var mig og så min daværende, på det tidspunkt, kæreste, eller haha, og så min datter. Det var tre tre personer. Så sammen med min storesøster og sådan en del familie.
Lasse Telling Madsen: Det er Tola Carlsen, du hører her. Hende og hendes mand Kaj var med, da 60'erne og 70'erne bragte nye strømninger rundt i verden, og Aasivik genopstod. For nu er det på tide, at vi igen vender tilbage til Otto Rosing og hans bog, der udkom i 1955. I 1953 havde Danmarks nye grundlov gjort Grønland til et amt, og der var kommet nyordningen, der gjorde Grønland til en administrativ enhed. Og når man skal forme sin fremtid, så er det vigtigt, hvor man kommer fra. Det var et af Otto Rosings formål med bogen. Det er blandt andet derfor, at Aasivik blev vækket til live af unge, politisk aktive grønlændere.
Tola Carlsen: Ved at være der sammen med en masse mennesker. Man bliver fuldendt på en eller anden vis ind i sindet eller et eller andet. Og vi blev ved. Og det startede i 79, og så havde vi holdt med i 18 år.
Kaj Rosing Carlsen: Det var jo. Det var jo politiske undertoner hele vejen igennem. Der blev snakket børnenes sager. Der blev snakket arbejdsmarkedsvilkår. Der blev snakket undervisning eller diskuteret. Og så blev der sat nogle mål for, hvad vi vil nå til næste år, og de der resolutioner. Der blev lavet en resolution, som blev viderebragt til hjemmestyret. For her har I bevis for, hvad det er, folk peger på. Men det politiske... eller det kulturelle, det var meget, meget fremhævet da Kajakvendingen på daværende tidspunkt, da Aasivik startede der var kajakken næsten helt forsvundet. Så begynder de at bruge det til undervisning og alt muligt. Nu er der ligefrem klubber deroppe, som bruger det til konkurrencer. Så er der turister, der bruger havkajakker og Qilaat, den grønlandske tromme. Den er kommet frem igen i vores 21. Århundrede. I 90'erne var den helt yt. Vi ville selvfølgelig opnå vores egen og den grønlandske selvstændighed. Vores egen ret til vores egen undergrund deroppe, igen. Minerne. Havet omkring os. Naturen.
Tola Carlsen: Vi bevarer vores kultur med vores fangst og sprog, sproget og en masse ting. Det var hele eksistensen af den grønlandske måde at være på, altså.
Martin Appelt: Det kørte på som sagt i en små 18 års tid hen til omkring i 90'erne tidlig 90'erne. Så gik de helt i opløsning. For det første meget af det man higede efter af de politiske agendaer, som man havde sat for mål. De var jo nået. Folk begyndte at rejse udenlands på ferier og alt muligt. Aasivik, som sådan har formået at bære hen til det stadie, hvor Grønland nu efterhånden er kommet til den formentlig kommende selvstændighed, som vi nu higer efter, ja.
Lasse Telling Madsen: Inden vi slutter, så lad os lige vende tilbage til Otto Rosing. Det kan nærmest ikke overvurderes, hvad han har betydet for Aasivik i dag. Han hjalp videnskabsmændene med at finde frem til, hvad der egentlig skete ved Aasivik, og han gav de unge inspiration til at genoplive traditionen.
Martin Appelt: Otto Rosings Bog bliver simpelthen sådan et referenceværk på en på flere forskellige måder. Og det ene er det, jeg læste til at starte med. Husk lige på at tage fat i det gamle og helt konkret, som vi konstaterede i starten. Han har været rundt og interviewe en hel masse gamle mennesker, der kunne huske hvordan det foregik der op til 1930. Sikkert tilbage til 1890erne 1890'erne og op, der vil være nogen, der kan huske det, da han interviewer dem og så. Så det er den eneste kilde til at gribe fat i det, fordi der er simpelthen så lidt. Det var mestendels et Inuitisk fænomen, og derfor er der ingen skriftlige kilder på det. Men der er altså folk, der har en ualmindelig god hukommelse, der ved en hel masse om, hvad der foregår. Og det var sådan set det, vi også kan eftervise arkæologisk, at den er altså god nok den der hukommelse. De var der, hvor de skulle være, pladserne osv.
Lasse Telling Madsen: Ja, Otto Rosing kender Tola Carlsen og hendes mand da også udmærket. Hans navn er Kaj Rosing Carlsen. Otto var hans mors onkel.
Martin Appelt: Jeg er stolt. Jeg er pavestolt af ham. Jeg har bogen derinde. Den er af en grønlandsk udgave. Han har lavet flere... Skrevet flere bøger om åndeverdenen, Angåkortaligssuit om østgrønlandske åndeverdenen, som er vildt spændende også. Han har lavet masser, Taseralik. Vitterlig en evergreen. Du kan læse den gang på gang på gang på gang.
Lasse Telling Madsen: Kurs mod nord er optaget og produceret af mig, Lasse Telling fra Nationalmuseets medie Vores tid. Og Lisbeth Valgreen har hjulpet med at finde historierne og lave research. Du kan finde udsendelserne på Vorestid.dk eller der hvor du plejer at lytte til dine podcasts.