Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
Podcast
S1. E7.
Da socialpolitikken kom til Grønland
Livet for inuitterne var langt mere barskt, end det kolonisterne fra Danmark kendte til. Derfor begyndte de at samle folk i byerne, og den traditionelle livsstil som fangere blev skiftet ud. Men langt fra alt i den nye velfærd var uproblematisk, og konsekvenserne mærkes stadig i dag.
S1. E7. Da socialpolitikken kom til Grønland
01.JUL.2021Mød din
Lasse Telling
Lasse er journalist og dykker især ned i historiens oversete - og ofte betændte - kapitler. Han interesserer sig særligt for, hvordan historien giver perspektiver på den verden, vi lever i i dag, og ikke mindst de moralske og etiske spørgsmål, som vores fortid skaber. For hvordan er vi egentlig blevet til dem, vi er i dag? Med mikrofonen i hånden har Lasse blandt andet fortalt om kolonifortidens skygger i Dansk-Vestindien, talt med Tamilske Tigre i Sri Lanka og afdækket hvordan en berømt dansk nazist endte som verdensberømt fluebinder i Sverige.
Gæster
Jens HeinrichHistoriker, Grønlands Repræsentation
Om Jens HeinrichJens Heinrich
Lill Rastad BjørstAssociate professor, AAU
Om Lill Rastad BjørstLill Rastad Bjørst
Puk DraibyGeneralsekretær, Grønlandske Børn
Om Puk DraibyPuk Draiby
- Jens Heinrich
Historiker, Grønlands Repræsentation
Om Jens HeinrichJens Heinrich
- Lill Rastad Bjørst
Associate professor, AAU
Om Lill Rastad BjørstLill Rastad Bjørst
- Puk Draiby
Generalsekretær, Grønlandske Børn
Om Puk DraibyPuk Draiby
Bag episoden
Produktionsoplysninger
Vært og tilrettelægger: Lasse Telling Madsen
Medvirkende: Jens Heinrich, historiker, Grønlands Repræsentation. Lill Rastad Bjørst, associate professor, AAU. Puk Draiby, generalsekretær, Grønlandske Børn
7. Da socialpolitikken kom til Grønland
Lasse Telling Madsen: I slutningen af 2020 kom statsminister Mette Frederiksen med en undskyldning. I 1951 var 22 grønlandske børn blevet sendt til Danmark for at blive renset for det grønlandske og for at blive spydspidser i etableringen af det nye Grønland. Men eksperimentet gik helt galt. Kun seks af børnene blev adopteret, mens resten blev sendt tilbage til Grønland, afskåret fra deres familier og det, de kendte. Det var den behandling, de tog statsministeren 70 år at undskylde for. Men længe inden de 22 børn blev sendt af sted, havde kolonimagten Danmark eksperimenteret med, hvad det var for en plads, de ville give grønlænderne i deres verden.
Jens Heinrich: Det her med at kunne klare sig selv, det er med at kunne fange dyr nok. Så man kan overleve, og man ikke er afhængig af andre. Det er en meget vigtig del af det at fungere i det grønlandske samfund.
Lill Rastad Bjørst: I forskning kan vi se, at der er to tendenser, det her med at anse det som som børn. Men der var også en anden tendens, hvor man ligesom anså dem som klar til udvikling.
Lasse Telling Madsen: Mit navn er Lasse Telling, og i otte udsendelser dykker jeg ned i Grønlands og Danmarks fælles historie. For i 2021 er det 300 år siden, at den lange norske præst Hans Egede satte sine ben i Grønland, hvor han lagde grunden til en dansk koloni, der i dag stadig trækker sine tydelige spor. Det her er historien om, hvordan det moderne velfærdssystem kom til Grønland, og hvilke konsekvenser det havde, da det traditionelle fangersamfund fik skubbet isen væk under sig. Vi starter hos Jens Heinrich, historiker og specialkonsulent ved Grønlands Repræsentationen i København og med de såkaldte forstanderskabsråd, som Danmark oprettede i Grønland i midten af 1800-tallet.
Jens Heinrich: Noget af det, der sker med med koloniseringen, er, at du får nogle, nogle handelsstationer, og du får nogle missionsstation, og der sker en sammenklumpning af mennesker, hvor man måske så ikke er specielt godt egnet til at udnytte fangstdyrene optimalt, og det giver nogle problemer. Det er i hvert fald den baggrund de giver de her embedsfolk, som får opstartet de her forstanderskabsråd. Og en del af baggrunden for oprettelsen det er, at man fra den danske koloniadministrations side ser, at der er altså folk der dør af sult blandt andet og generelt at folk ikke gør nok for at lægge til side til til dårlige tider. Så det man gør med de her råd er, at man starter den her oplæring af at lære at klare sig selv. At planlægge, at lægge til side og i det hele taget være lige så godt forberedt på dårlige tider som muligt. Og de her råd, de har jo så den her funktion med, at de kan gå ind og støtte folk, der er i nød. I 1850'erne starter det op med sådan nogle forsøgs områder, og så bliver det så bredt ud til hele vestkysten i starten af 1860'erne.
Jens Heinrich: Altså noget af det man gør er jo at man man inddeler fangere i klasser, altså hvor dygtige de er og hvor mange fangst dyr de indeholder, hvor mange fartøjer de har. Og der prøver man jo at opbygge sådan en struktur i samfundet som skal, som skal understøtte at man man producerer så meget som muligt. I bund og grund er det jo et forsøg på at få tingene til at glide bedre, at folk ikke lider nød, og at man lægger til side, og at man altså understøtter dem, der er produktive, og som klarer sig godt. Og som også sikrer, at alle andre har noget at spise. Hvis man læser kilden, så er der jo en meget, kan man sige. Der er en respekt omkring sælfangerkulturen i Grønland, at man har været i stand til at overleve under de givne forhold? Og Og ja, og så er der jo selvfølgelig nogle ting som som udvikler sig i løbet af historien omkring at man at man er nødt til at ændre på nogle af de her måder at gøre tingene på. Men det kommer jo så efterhånden og primært efter Anden Verdenskrig.
Lill Rastad Bjørst: Jamen, livet som som barn i Grønland var jo, at man levede som en del af en familie. Altså som en del af et fællesskab omkring fangsten og omkring de daglige gøremål.
Lasse Telling Madsen: Det her er Lil Rasted Bjørst. Hun er associate professor ved Arktiske studier på Aalborg Universitet.
Lill Rastad Bjørst: Tit så levede man flere familier i samme hus i nogle lidt større Tørvehytter, og det var dér, livet levedes, og man havde sin briks, og man havde sine arbejdsredskaber. Om sommeren var man mere mobil og rejste rundt til de forskellige fangstpladser. Så livet som barn var var selvfølgelig både at være barn, men også at være indgå i et arbejdsfællesskab. Og det var også i dette arbejdsfællesskab, at opdragelsen fandt sted. Der var en masse, hvad kan man sige skills, du skulle lære, både i forhold til at klare dig i naturen og gå på fangst. For pigernes vedkommende blive god til at reparere tøj og fangst udstyr, gå til hånde og så bliver man jo voksen meget tidligt og fik så sin egen sin egen familie.
Lasse Telling Madsen: Skiftet fra fangerkulturen til at blive samlet i større byer gik hurtigt, og det var ikke så meget grønlænderne selv havde at sige. Men fra administrationen i Danmark var der måske alligevel en idé om, at grønlænderne måske selv havde noget at byde ind med, hvis bare det ikke blev for meget.
Jens Heinrich: Da man da man når til til starten af 1900-tallet, så er der et systemskifte i Danmark, hvor man får indført parlamentarisme, og det påvirker så også koloniadministrationen i København, og man får nogle tanker om, at man skal udvide den her medbestemmelse fra Grønlands side. Og det bliver så til, at man får noget der hedder Landsråd, et for Sydgrønland og et for Nordgrønland. Og så nogle og 60 kommuneråd som jo så er meget små enheder. Og der er altså i første omgang det med med landsråd. Det er jo, at man skal varetage landsdelens interesser og og finde måder at gøre tingene på, som som giver mening i en grønlandsk kontekst. Men det er ikke altid man ser, at landsrådenes holdninger bliver bliver respekteret. I forstanderskabsrådene havde der været en ligelig fordeling mellem mellem europæere og grønlændere. Men i landsrådet, der bliver det i første omgang til kun grønlændere. Fra fra 1925 af bliver der åbnet op for europæere igen. Altså danskere, primært mænd. Men der er meget få danskere, der sidder i landsrådet igennem, igennem historien altså. Landsrådet fungerer jo helt indtil hjemmestyret bliver indført i '79.
Jens Heinrich: Altså, jeg synes det er bemærkelsesværdigt, og det siger jo også noget om det forhold, der er i dag, at man har jo haft nogle nogle mål med den her udvikling, og det er jo noget, man forhandler mellem Danmark og Grønland løbende. Altså, der er jo løbende revisioner af styrelsesloven, og især efter Anden Verdenskrig sker der jo et markant brud, hvor man hvor man jo også sammenlægger landsråd, og hvor man også fra Grønlands side får repræsentation i Folketinget, så jeg synes, jeg synes på rigtig mange planer. Så er det jo en en en succeshistorie man ser, Danmark og Grønland imellem. Og så kan man jo lidt diskutere det her med, om det er, altså hvor meget havde grønlandske politikere af indflydelse reelt fordi beslutningerne blev taget i København. Men der var jo også en lyst fra dansk side til at have så godt et forhold som muligt med med med de Grønlandske råd. Så. Så der er jo også en lyst til, at man indarbejder grønlandske holdninger og grønlandske forslag også for den sags skyld.
Lasse Telling Madsen: Lad os se lidt nærmere på den velfærd, der begyndte at komme, for med de nye råd blev der også indført forskellige nye ordninger, som ikke altid var lige lette at passe ind i det liv, som grønlænderne kendte fra før.
Jens Heinrich: Ja, altså noget af det, man kan se, er jo, at der er noget... noget skam forbundet med det her med at få. Få hjælp, altså fattighjælp. Så der er jo helt klart nogle nogle ting man. Man har noget man, man er nødt til at bearbejde. Fordi der er helt klart. Altså, det er også noget med stemmeret i forhold til og valgbarhed i forhold til til rådene. Som man som mand. Man rokker ved, når man får hjælpen, fattighjælpen. Så der er jo noget. Noget omkring det her, hvor man. Hvor man møder nogle af de her strukturer. Der er i Grønland nogle af de værdier. Der er i Grønland, som helt klart støder mod en mur. Det her med at kunne klare sig selv. Det her med at kunne fange dyr nok, så man kan overleve. Og at man ikke er afhængig af andre. Det er en meget vigtig del af det at fungere i det grønlandske samfund. Man skal bibeholde ens ære for at kunne fungere i de små samfund.
Lill Rastad Bjørst: I 1924 startede Foreningen Grønlandske Børn de her tuberkulosesanatorier. Og det var. Det var simpelt hen for at afhjælpe den det store problem, der var. Der var stadig faktisk tuberkulose i Grønland. Det er stadig en problemstilling. Der var mange børn, der var syge. En anden ting var, at i starten af 1900-tallet, at man blev mere og mere et industrisamfund, som gjorde jo, at der var brug for børnehaver og vuggestuer og så videre, når kvinderne skulle arbejde i fiskeriet. Så det var også en ændring. Altså at at man kan sige at børneopdragelsen flyttede fra fra fra tørvehuset og fællesskabet til pludselig også at være noget, hvor der var nogle institutioner involveret og nogle andre voksne end forældrene og familien. I forskning kan vi se, at der var to tendenser. Det her med at anse det som som som børn, men der var også en anden tendens, hvor man ligesom anså dem som klar til udvikling. Det er f.eks. det, vi ser hos hos embedsmanden Eske Brun og hans approach til det, at projektet var at gøre Grønland til en integreret, ligestillet del af Danmark i et vist omfang. Og det var det, han, man kan sige, at det, der også blev presset på især efter efter Anden Verdenskrig.
Lasse Telling Madsen: Men hvordan gik det så egentlig med velfærden dengang i starten af 1900tallet? Umiddelbart gik det godt, der kom blandt andet sygehuse, Foreningen Grønlandske Børn, etableret tuberkulosecentre, og der var ikke længere børn, der døde af sult eller underernæring. Men det var stadig Danmark, der suverænt bestemte, hvordan den nye velfærd i Grønland blev vist frem.
Jens Heinrich: Altså, man kan jo diskutere det, fordi der er jo lidt det her med, at det er staten, egenhændigt, der beslutter, hvem der skal komme til Grønland. Så man har jo en kontrol med, hvad for et billede, der bliver formidlet udadtil. Det er jo først efter Anden Verdenskrig, man sådan for alvor ser en, et brud på det her monopol med, hvordan man fremstiller Grønland i danske medier. Der er jo blandt Jette bang, som bliver sendt til til Grønland i 30'erne, som skal dokumentere det her danske koloniprojekt i Grønland. Og der er jo helt klart den her holdning, at at Danmark har gjort det rigtig godt, og man har alt æren for, at grønlænderne bevæger sig frem i udviklingen. Altså Thorvald Stauning er jo også i Grønland i 1930, og der er det jo også den her udlægning af det, at Danmark kan være rigtig stolt af, hvad man har gjort i Grønland og og og og. Det her forhold skal jo bare fortsætte, fordi det er til gavn for Grønland.
Lasse Telling Madsen: Men hvor skævt var forholdet mellem grønlænderne og danskerne egentlig? Hvad styrede grønlænderne selv i forhold til deres lands retning.
Jens Heinrich: Der er helt klart en skelnen der, fordi når man, når man ser de her konkrete forhandlinger mellem Grønland og Danmark, så så er det jo ikke et ligeværdigt forhold. Men, men det er ikke så skævt, som man umiddelbart kunne tro. Altså, grønlænderne er meget klare på, hvad det er, de vil. De vil gerne udvikling. De vil gerne åbnes op. De vil gerne have muligheder for uddannelse og besætte ledende stillinger. Og der indgår altså også et grønlandsk ønske om, at man skal lære det danske sprog. Altså fra relativt tidligt omkring 1909. Der starter jo sådan nogle danske undervisningstimer op. Og det er jo i første omgang i Sisimiut, men da man har en revision af styrelsesloven i tyverne, der bliver det så også indskrevet i loven, at grønlandske skoleelever skal have undervisning i dansk. Altså der er jo en som Augo Lynge som kommer til Danmark på uddannelse i 1920'erne, som altså forklarer det med, at man får jo adgang til en meget, meget større verden, hvis man kan dansk. Altså det den litteraturskat man kan finde på dansk. Den har man ikke i Grønland, også selv om man har fået udryddet analfabetisme ret tidligt. Så der er helt klart nogle grønlandske ønsker til udvikling, som som også ofte støder på nogle nogle mure, som som den danske koloniadministration sætter op, fordi man har den her beskyttelsestrang omkring det grønlandske samfund. Og man skal ikke noget... man skal ikke lade lande lave sådan noget, udenlandsk påvirkning influere hvordan samfundsudviklingen går i Grønland. Og så er der jo hele den her. Altså som jeg var inde på tidligere med med beskyttelsen og at fastholde sælfangst som det primære. Og hvis man skal bibeholde den her kultur, så er man nødt til at beskytte samfundet og kulturen mod påvirkning udefra, og det er jo så grunden til at man, ja, værner om adgangen til til Grønland.
Lasse Telling Madsen: Det er nu her at Anden Verdenskrig presser sig på og presser sig op igennem hele Europa, og det betyder, at kontakten mellem Grønland og koloni administrationen i Danmark lukkes ned.
Jens Heinrich: Altså det man kan se med Anden Verdenskrig er jo, at man man får afbrudt forbindelsen mellem Danmark og Grønland. Der er nogle nogle omstændigheder, der gør, at der bliver iværksat nogle tiltag i Grønland, som kommer til at påvirke tingene i det hele taget. Det her med, at man gerne vil udvikles yderligere, men man får også en bevidsthed om, at man på rigtig mange fronter, der kan man godt. Man behøver ikke at blive holdt i hånden ved alle mulige små ting, der skal besluttes og i det hele taget det her med, at beslutninger kun kan blive truffet truffet meget hurtigere, fordi man ikke skal sende breve til København, som så skal forholde sig til til en given sag, og så og så eventuelt at at det andet landsråd også skal ind og høres i sagen. Nu holder man i løbet af krigen tre lands rådsmøder. Fælles landsrådsmøder, og det giver jo den her følelse af, at man er man. Man kan gøre tingene hurtigere, men også at man er en enhed, og man kan, ja, at man kan påvirke udviklingen på en helt anden måde, fordi man er. Man er altså man er sammen om at træffe beslutningerne. Og det er jo så det, der giver sig udslag i, at man fra Hans Hedtoft side, da han kom til Grønland i '48 og spørger landsrådet om, om man gerne vil have en udvikling igangsat, og om man gerne vil have et tættere samarbejde med Danmark. At man. Man siger ja fra fra landsrådet side. Og så kommer den store grønlandskommission, som i løbet af halvandet år kommer med en række forslag til, hvordan hvordan Grønland kan blive ændret.
Lasse Telling Madsen: Det er også på det her tidspunkt, at man beslutter, at sælfangerkulturens tid er ovre. Fiskeriet har været det største erhverv siden 1920'erne, og det er her, at fremtiden ligger.
Jens Heinrich: Der er også nogle områder i Grønland, hvor man er sælfangere i i større stil end andre steder. Men altså fiskeriet er det største erhverv i 20'erne frem, og det er jo altså noget, som man man sagtens kan få til at foregå med, at man skaber et moderne samfund med med hvor man hvor man bor, færre steder og større steder, og man har et kulturliv. Og man har altså et moderne uddannelsessystem, hvor man og hvor man også åbner op for verden. Meget å la det, man ser i Australien, i Canada. Der var den her tanke om, at de... den kultur og det sprog, man havde i Grønland, skulle udskiftes med det danske, sproget og kulturen, så man i Grønland blev moderniseringsparate, og der indgik de her børn jo som som et forsøg, hvor man, hvor man tog dem, sendte dem til Danmark, lærte sproget og kulturen, og så kunne de jo så vende tilbage til Grønland og fungere som spydspidser i den her udvikling. Altså, man snakker jo om om Norddanmark i en periode, fordi Grønland skulle blive et slags Norddanmark med med danske borgere igen. Det er noget man også fra Grønland side understøtter. Altså at man synes, det er den vej, man skal gå. Man skal. Man skal have forbindelsen til Danmark, og man skal have samarbejdet, og man og man også fra Grønlands side er glade for for forbindelsen.
Jens Heinrich: Så det er jo noget, man med åbne øjne siger ja til. Altså, det bliver jo diskuteret løbende, om hele den her tid også er omgærdet af noget, noget manipulation og nogle magtstrukturer, som selvfølgelig er til dansk fordel. Og det er der jo helt klart. Men altså, man skal jo ikke underkende, at størstedelen af de grønlandske politikere, de støttede op om om samarbejde med Danmark, og at man skulle udvikle Grønland i tæt samarbejde med Danmark. Der var jo en forsoningskommission for for nogle år siden i Grønland og noget af det, man hørte fra folk, når de udtalte sig om om den her koloniale arv i Grønland, som som man stadig føler, det er den her følelse af mindreværd, og at man, at man, fordi man var født i Grønland, så var man ikke lige så god som som danskerne. Jeg vil sige, at nogle af de yngre generationer, de har jo selvfølgelig en anden forståelse og en anden holdning til det. Men der er. Der er mange som som stadig bliver påvirket, når man snakker om den tid, fordi det er den, der er.... at være andenrangs, det er jo aldrig... Det er aldrig rart.
Lasse Telling Madsen: Vi er kommet til de 22 børn, der blev sendt til Danmark i 1951. Eksperimentbørnene, som de kaldes. For selv om det langt fra var ukendt, at man adopterede børn i Grønland. Så var formålet med eksperiment børnene et helt andet.
Lill Rastad Bjørst: Altså det her med, at man ikke nødvendigvis voksede op med sin far og mor, har været kendt fænomen. Altså både fordi man fik børn tidligt, så nogle gange voksede børnene måske op hos deres bedsteforældre, som i den sammenhæng måske ikke nødvendigvis var så gamle. Og det her med gavebørn har jo også været en tendens. Altså, hvis man havde nogen i sin nærmeste familie eller bekendte, som ikke kunne få børn, så kunne man ligesom give et barn som gave. Og så voksede barnet op, men velvidende at man havde noget familie i byen eller i nærheden. Så det er en tendens, vi også er gået op i i nyere tid også. Men også i den tankegang, at at man. At man kan sige, at man. At relationen mellemq mellem forælder og barn ikke. Ikke bliver afbrudt af adoptionen.
Lasse Telling Madsen: Men der var ingen kontakt, da eksperimentbørnene blev taget med til Danmark, og det var både danskere og grønlændere, der tog den beslutning.
Lill Rastad Bjørst: Altså, vi kender jo til det her, der er kaldt 'Eksperimentet', hvor 22 grønlandske børn blev sendt til Danmark i 1951. Og tanken var, at de skulle opdrages så dansk som muligt. Og ligesom være fortrop for for udviklingen. Og det var. Det var organiseret af Dansk Røde Kors, men også støttet af Landsråd, det skal man altså heller ikke glemme. Der var også en elite i Grønland, grønlandsk elite, som var interesseret i den her udvikling. Man vil gerne være være lige med med eller have de samme vilkår som som i Danmark. Og det som der lå i det her. Det var at netop. At man tænkte. At via de her grønlændere. Grønlandske børn kom til til Danmark, så kunne de få et bedre liv og få et bedre udgangspunkt for at være fremtidens borgere i Grønland og være med til at booste udviklingen i Grønland. Det, der egentlig var tanken, var, at de skulle være forældreløse, men det var svært at finde de her forældreløse børn, som også kunne leve op til de krav, der var i forhold til, hvor. Hvor dygtige de var bogligt, så man fandt nogle børn som så... som ikke var forældreløse. Som faktisk havde forældre. De kom så på det her længere ophold i Danmark. Og det var så meningen, og var også ude hos plejefamilier. Og det var så meningen, at de skulle komme hjem igen, og bo på et børnehjem. Men man ønskede ikke, at de skulle direkte tilbage. De skulle ikke have ringere kår, end de havde haft på deres ophold. Så man havde lavet sådan et børnehjem, hvor de skulle... hvor de skulle være. Hele den her proces havde nogle meget, meget store konsekvenser. Og det har en udredning senere hen kortlagt, at det her med at blive adskilt fra forældrene. Og blive adskilt fra sin kultur og fra sit land. Havde nogle nogle voldsomme konsekvenser. I rapporten snakker de om, at de ligesom bliver dobbelt hjemløse af det her. Udover det vi kender fra eksperimentet her fra start 50'erne, så har der jo også været en praksis fra 1950 1970erne, hvor hvor børn er blevet adopteret, og flere journalister har jo også kortlagt at at det til nogen grad har været imod forældrenes ønske, at de ikke har vidst, at det var det, der skete, og nogle gange kan man decideret kalde det, at de har fået stjålet deres børn. Men det var ud fra en ideologi om, at børn ville få et bedre liv i Danmark og bedre livsvilkår og bedre muligheder. Men mødrene forstod ikke altid, hvad det indebar de her ting, de skrev under på og var også overrasket over, at det så betød, at de helt mistede forbindelsen til deres børn. Udredningen og undskyldningen går specifikt på den gruppe. Ja, og men, men der er en. Man kan sige en underskov af andre former for adoptionslignende tiltag, som har været, og som man ikke til fulde har belyst. Det er et underbelyst område i den dansk-grønlandske historie.
Lasse Telling Madsen: Jeg har tidligere nævnt Foreningen Grønlandske Børn, der blev oprettet i 1924, hvor de blandt andet hjalp grønlandske børn med tuberkulose. Foreningen findes stadig i dag bare med et lidt andet fokus. Det her er deres generalsekretær Puk Draiby.
Puk Draiby: Grønlandske børn startede i 1924. Det var en delegation fra Rigsdagen, der var på... Det er sådan, som jeg har fået fortalt og læst historien, så var det en delegation fra Rigsdagen, som var på rejse i Grønland. Og de mødtes så eller så, at der var en del hjemløse børn eller forældreløse børn og børn, der var ramt af tuberkulose. Og så tog de tilbage til Danmark. Og så blev det vedtaget i Rigsdagen, at der skulle oprettes den her forening til hjælp for grønlandske børn. Og der blev samlet ind, og så blev der bygget de her tuberkulosesanatorier og børnehjem til til de børn, som havde brug for det i Grønland. Og så har det udviklet sig siden. Der har været mange år, hvor det har været børnehjem og væresteder. De blev så overdraget til til hjemmestyret og til selvstyret. Da det ligesom var tid til det, og der ikke var nogen grund til, at der var en forening i Danmark, der drev det, og det vi så gør nu... Vi har et sekretariat i Grønland og et sekretariat her i Danmark, hvor vi så samarbejder om at løse nogle af de udfordringer, som børn, grønlandske børn og unge møder i Grønland og i Danmark. Man kan sige, at da vi startede, var det jo meget... altså før min tid, da vi startede, var det jo et børnehjem, og der kan man sige, der var det et... Der blev det defineret fra fra Danmark af, hvad er det? Altså hvor er der behov for et børnehjem? Der blev samlet penge ind, og så blev der bygget eller købt et sted, og så blev det ligesom bemandet og styret herfra. Så man kan sige, at problemet blev defineret herfra et eller andet sted kunne man sige. Og det er ligesom Grønland jo har udviklet sig og er et selvstændigt land på på på de fleste måder, så så har vi udviklet os med Grønlands udvikling, sådan så at vi vi har et sekretariat i Grønland, og at at de ting vi vil kaste os over, det er ikke noget vi sidder og definerer her i København. Men det er jo noget som som bliver set af de medarbejdere eller de samarbejdspartnere, som vi har i Grønland, og så tager vi udgangspunkt i i den virkelighed, som der er i Grønland, og de behov også de muligheder, som der er i Grønland.
Lasse Telling Madsen: Det var i 1979, at Grønland fik hjemmestyre, og her i foråret 2021 har der netop været valg, som også ser ud til at påvirke velfærden. Så lad os slutte den her udsendelse med at høre, hvordan vores forskere egentlig ser på velfærden i dag.
Jens Heinrich: Men da man får hjemmestyre, så bliver socialområdet så også et af de områder, Grønland overtager relativt hurtigt og i det hele taget det her med, at man altså selv skal finde sine veje i i den samfundsudvikling, man gerne ser fra Grønlands side. Det er noget af det, der ligger i i hjemmestyreordningen og på socialområdet er der jo helt klart nogle ting, som man også stadig bakser med den dag i dag. Altså, der er jo... Der er et relativt højt alkoholforbrug i start 80'erne, og det topper i '87. Og det er jo altså måske er det det her med, at man man har nogle til tilpasningsvanskeligheder, og man skal lære at klare tingene selv. Man skal opbygge en administration, man skal altså, man skal definere sig selv, man skal også selv finde den vej. Og det giver nogle nogle udfordringer i starten. Og siden hen er der jo sket rigtig mange positive ting. Alkoholforbruget er faldet, og uddannelsesniveauet er på vej frem. Og der er rigtig mange i Grønland i dag, som klarer sig rigtig godt. Men jeg tror generelt, der er en større åbenhed. Og der er også sket en aftabuisering med mange af de her sociale problemer, man har i Grønland. Og nu er der jo f.eks. indledt et samarbejde mellem Danmark og Grønland på socialområdet omkring børn og unge. Og i det hele taget en en altså et større fokus på, at man får gjort noget ved de her sociale udfordringer.
Lill Rastad Bjørst: Det der er sket siden hjemmestyret, det er, at Grønland har beholdt sine. Sine egne børn, og man har også fået et adoptionsråd. Og der er kommet meget mere fokus på problemerne med børn og unge, og hvordan de selv oplever dem. Der er mange af dem, som taler ud nu som voksne, som fortæller om nogle af de traumer, de har fået. Lige nu er der kommet en grønlandsk regering, en ny grønlandsk regering, og der har man valgt at have en minister for børn og unge for at anerkende, men forhåbentlig også for at gøre noget på det her område.
Lasse Telling Madsen: Kurs mod nord er optaget og produceret af mig, Lasse Telling fra Nationalmuseets medie Vores tid og Lisbeth Valgreen har hjulpet med at finde historierne og lave research. Du kan finde udsendelserne på vorestid.dk eller der hvor du plejer at lytte til dine podcasts.
Vores Tid - Nationalmuseets Mediehus